Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Markedspraksis kan ikke legitimere manipulation på energimarkederne

Dato: 04.07.2019 ·

Accepterede markedspraksisser, AMP, kan ikke legitimere manipulation på energi-engrosmarkederne for el og naturgas. Det konkluderer sammenslutningen af europæiske energireguleringsmyndigheder, Council of European Energy Regulators, CEER, i et åbent brev til markedsaktørerne  om såkaldt accepterede markedspraksisser, AMP, i energisektoren.

Accepterede markedspraksisser, AMP, er et begreb, der bruges i energisektoren og i den finansielle sektor. Begrebet dækker over en markedspraksis, der falder ind under markedsmanipulation, men som alligevel accepteres som en lovlig praksis. Brevet fra CEER indebærer med andre ord, at energiregulatorerne alene vil holde sig til REMIT-reglerne, når de skal vurdere, om en given adfærd er markedsmanipulation.

CEER slår således i brevet fast, at det ikke er muligt for markedsaktører til at henvise til, at en adfærd er udtryk for en accepteret markedspraksis og dermed ikke i strid med forbuddet mod markedsmanipulation i EU-forordning 1227/2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne, REMIT.

Forsyningstilsynet er en del af CEER.

Baggrund

REMIT artikel 2 refererer til AMP'er, som kan bruges af markedsdeltagerne til at legitimere visse handelspraksisser. Nogle AMP'er gælder imidlertid alene for den finansielle sektor og ikke for energisektoren.

CEER gennemførte i starten af 2019 en undersøgelse om anvendes AMP'er i energisektoren. Undersøgelsen viser, at der endnu ikke findes AMP'er i energisektoren i de EU/EØS- lande, der deltog i undersøgelsen, og at der ikke forudses at blive vedtaget AMP'er på dette tidspunkt, heller ikke i Danmark.

AMP'ers relevans for energiområdet hænger sammen med forbuddet mod markedsmanipulation i artikel 5 i REMIT. Efter REMIT artikel 2(2)(a)(ii) og 3(a)(ii) og præambelbetragtning 14 kan tilstedeværelsen af en accepteret markedspraksis være en legitim måde for markedsdeltagere at sikre sig en gunstig pris på et engrosenergiprodukt – uanset, at en given handelspraksis måtte være i strid med forbuddet mod markedsmanipulation.

En AMP under REMIT skal vedtages i overensstemmelse med de finansielle markedsmisbrugsregler.

I Danmark er Forsyningstilsynet myndighed, der kan vedtage en AMP på et eller flere engrosenergimarkeder, og det har Forsyningstilsynet som nævnt ikke gjort.

Læs CEERs åbne brev (på engelsk)

Fakta:

Principper for prioritering af REMIT-sager

Blandt Forsyningstilsynets opgaver er håndhævelsen af forbuddene mod insiderhandel og markedsmanipulation i artikel 3 og 5 i EU-forordning 1227/2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne, REMIT.

Forsyningstilsynets fokuserer her både på en forebyggende indsats, bl.a. vejledning over for markedsaktører, og behandling af sager om mulig overtrædelse af forbuddene mod insiderhandel og markedsmanipulation. Ved en konkret mistanke om en overtrædelse overdrager Forsyningstilsynet sagen til politiet.

Behandlingen af sådanne REMIT-sager kan være ganske ressourcekrævende. Forsyningstilsynets foretager derfor en løbende prioritering af REMIT-sager ud fra forventet resultat af tilsynets efterforskningsmæssige indsats i forhold til ressourceforbrug.

Som en del heraf prioriterer Forsyningstilsynet indsatsen i de konkrete sager ud fra en række parametre:   

  • Den mulige overtrædelses alvor og karakter.
  • Sagens markedsmæssige betydning (skadevirkning for markedet/konkurrencen/samfundsøkonomien).
  • Sagens præventive og/eller principielle betydning, bl.a. for at bidrage til afklaring af REMITs rækkevide.
  • Sandsynlighed for at kunne bevise, at der har været tale om en overtrædelse.
  • Ressourceforbrug, bl.a. til indsamling, analyse og vurdering af handelsdata og til afklaring af juridiske forhold. 

Disse parametre udgør ikke nødvendigvis en udtømmende liste over de faktorer, der kan indgå i prioriteringen.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO