Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Prisharmonisering og prisdifferentiering i relation til fusioner og opkøb

Når to individuelle forsyningsvirksomheder ønsker at fusionere, eller når en forsyningsvirksomhed ønsker at opkøbe en anden, rejses spørgsmålene, om den nye virksomhed, der herefter opstår, i medfør af varmeforsyningsloven har ret til eller ligefrem er forpligtet til at prisdifferentiere mellem de kundegrupper, der indgår i fusionen eller opkøbet, eller om virksomheden kan afregne den samlede kundegruppe på lige vilkår. 

I notatet søges at give svar på disse spørgsmål ud fra varmeforsyningslovens regler. 

Notatet gennemgår for det første hvile-i-sig-selv-princippets omfang, herunder betydningen af flere tekniske anlæg under samme forsyningsvirksomhed. For det andet gennemgås reguleringen af prisstigning som følge af vederlag ved salg. Dernæst vurderes det, om der i varmeforsyningsloven er en ret eller pligt til prisdifferentiering, herunder samtidighedsprincippet betydning herfor. Endelig gennemgås Energitilsynets kompetence til konkrete rimelighedsvurderinger. Notatet afsluttes med en kort gennemgang af relevant praksis. 

Konklusion

Sekretariatets konklusioner på grundlag af overvejelserne i notatet er: 

-        at hvile-i-sig-selv-princippets omfang i forhold til harmonisering eller differentiering af priser i forbindelse med fusion eller opkøb af forsyningsvirksomheder ikke klart fastlægges af ordlyden i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1. Sekretariatet finder imidlertid ved at sammenholde definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg i lovens § 2 med ordlyden i lovens § 20, stk. 1, grundlag for at fastlægge omfanget af varmeforsyningslovens hvile-i-sig-selv-princip således, at det er den samlede virksomhed, der skal hvile-i-sig-selv, uanset om virksomheden består af et eller flere tekniske anlæg. 

-        at det i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 7, påhviler Energitilsynet i forbindelse med en fusion eller et opkøb at påse, at vederlaget for virksomheden ikke påfører forbrugerne højere priser. Dette kan indebære en pligt til at prisdifferentiere for at undgå en sådan påføring. Derudover skal Energitilsynet ved sager om fusion eller opkøb inddrage hensynet til at fremme en hensigtsmæssig strukturtilpasning samtidig med hensynet til beskyttelse af varmeforbrugerne. 

-        at udgangspunktet i varmeforsyningsloven er, at varmeprisen for kundegrupper inden for samme forsyningsvirksomhed fastsættes på lige vilkår. Det er derfor også sekretariatets vurdering, at varmeforsyningsloven ikke fastlægger en generel pligt for virksomhederne til at differentiere priserne.  

-        at heller ikke det såkaldte samtidighedsprincip sammenholdt med lovens definition af "kollektive varmeforsyningsanlæg" jf. lovens § 2 giver grundlag for at antage, at forsyningsvirksomheder har en pligt til at differentiere mellem kundegrupper inden for samme forsyning. 

-        at varmeforsyningsselskaber kan prisdifferentiere blandt deres samlede kundegrundlag dels geografisk dels mellem samme kundekategorier, så længe de samlede indtægter kan beregnes i overensstemmelse med varmeforsyningslovens prisbestemmelse og forudsat, at differentieringen sker efter rimelige økonomiske principper. 

-        at Energitilsynet har kompetence til at vurdere om en differentiering sker efter rimelige økonomiske principper og at det ved denne vurdering bør indgå, hvor følsom beregningen er for udsving i forudsætninger, og om der tages højde herfor i beslutningsgrundlaget. Derudover påser Energitilsynet, om de fremskrivninger, der anvendes, hviler på et så objektivt grundlag som muligt.  

-        at en fusion eller et opkøb også vil være reguleret af en privatretlig aftale mellem parterne. Hvis det efterfølgende viser sig, at forudsætningerne udvikler sig væsentlig anderledes end forudsat i den privatretlige aftale, kan der være tale om bristede forudsætninger. Bliver spørgsmålet rejst på baggrund af den privatretlige aftale, vil problemstillingen efter sekretariatets vurdering skulle afgøres ved domstolene. 

-        At varmeforsyningsloven endelig giver Energitilsynet en generel hjemmel til at påse, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er rimelige. Det betyder, at hvis en prisdifferentiering eller en prisharmonisering på baggrund af en konkret vurdering findes at være i overensstemmelse med varmeforsyningsloven, har tilsynet fortsat efter sekretariatets vurdering tillige en forpligtelse til at vurdere om forholdet også konkret er rimeligt. I den sammenhæng vil det være sagligt at inddrage hensynet til at fremme en hensigtsmæssig strukturtilpasning samtidig med hensynet til beskyttelse af varmeforbrugerne. 

Hvile-i-sig-selv-princippets omfang

  1. Når to individuelle forsyningsvirksomheder ønsker at fusionere, eller når en forsyningsvirksomhed ønsker at opkøbe en anden, opstår spørgsmålet, om den virksomhed, der herefter opstår, fremover skal holde de oprindelige forsyninger regnskabsmæssigt adskilte. En konsekvens heraf vil være, at forbrugerne i forsyningsområdet også i den nye virksomhed afregnes på grundlag af forskellige opgørelser. 
  2. Spørgsmålet er ikke direkte reguleret af varmeforsyningsloven. Svaret må derfor findes på baggrund af fortolkning af den almindelige regulering af prisfastsættelsen, herunder hvile-i-sig-selv-princippet i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1.  
  3. Varmeforsyningsloven nedlægger i § 20, stk.7, et forbud mod prisstigninger som følge af vederlag ved sag. Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd kun "prisstigninger som følge af vederlag" og kan derfor ikke isoleret besvare ovennævnte problemstilling. Denne regulering omtales derfor selvstændigt nedenfor. 
  4. Udgangspunktet for en vurdering af spørgsmålet er derfor omfanget af varmeforsyningslovens hvile-i-sig-selv-princip. Afgørende for betydningen af flere tekniske anlæg (fusionerede eller opkøbte selvstændige forsyninger) i samme forsyningsvirksomhed, er på den baggrund, om hvile-i-sig-selv-princippet lægger en ring rundt om de enkelte tekniske anlæg eller om hvile-i-sig-selv-princippet lægger en ring rundt om forsyningsvirksomheden. 
  5. Varmeforsyningslovens § 20 fastlægger hvile-i-sig-selv-princippet og lyder: 

§ 20 Inden for de i § 20 a nævnte indtægtsrammer kan kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg mv. i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser, herunder omkostninger til energispareaktiviteter efter §§ 28 a, 28 b og 29, samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog stk. 7-11, § 20 a, stk. 7, og § 20 b. 

  1. Rettighedssubjekterne i bestemmelsen er således "kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg mv." 
  2. Det fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd i hvilket omfang, der kan være tale om flere tekniske anlæg under samme enhed. 
  3. Er der således i forbindelse med en fusion eller et opkøb tale om to eller flere kollektive varmeforsyningsanlæg, der bliver til en virksomhed, kan det derfor ikke på baggrund af bestemmelsens ordlyd fastslås om den nye virksomhed fremover samlet skal hvile-i-sig-selv eller de respektive virksomheder, der er indgået i fusionen eller opkøbet også efterfølgende fortsat have adskilte "hvile-i-sig-selv-regnskaber". 
  4. Det spørgsmål beror derfor på en fortolkning af § 20, stk.1, og dennes rettighedssubjekter, herunder især "kollektive varmeforsyningsanlæg". 
  5. Kollektive varmeforsyningsanlæg defineres i varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, hvor følgende fremgår: 

§ 2 Ved kollektive varmeforsyningsanlæg forstås virksomhed, der driver følgende anlæg med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand:

1)      Anlæg til produktion og fremføring af andre brændbare gasarter end naturgas.

2)      Anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp fra kraftvarmeværker, affaldsforbrændingsanlæg, industrivirksomheder, geotermiske anlæg mv.

3)      Fjernvarmeforsyningsanlæg, solvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg mv., herunder kraftvarmeanlæg med en eleffekt op til 25 MW.

4)      Blokvarmecentraler med en varmekapacitet på mere end 0,25 MW, herunder kraftvarmecentraler med en eleffekt op til 25 MW. 

  1. Et kollektivt varmeforsyningsanlæg defineres hermed som en virksomhed, der driver nogle nærmere bestemte anlæg. 
  2. Den definition taler for, at loven ved anvendelsen af betegnelsen "kollektive varmeforsyningsanlæg", menes den samlede virksomhed, der driver nogle nærmere bestemte anlæg.  
  3. Denne forståelse taler for, at rettighedssubjekterne i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, er virksomheder med det eller de tekniske anlæg, de har eller opnår. Dette taler dermed også for, at hvile-i-sig-selv-princippet lægger en ring rundt om virksomheden og ikke de tekniske anlæg en virksomhed har. 
  4. Varmeforsyningsloven anvender bl.a. i § 23h, stk. 1, betegnelsen "en virksomhed, der ejer anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp": 

§ 23h Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, skal vælges af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet virksomhedens anlæg, eller af en eller flere kommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på virksomhedens generalforsamling eller på anden måde. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale bestyrelser i forening. 

  1. Dermed anvender varmeforsyningsloven i visse bestemmelser betegnelsen "virksomhed", hvilket kunne tale for, at loven skelner mellem anlæg og virksomhed.  
  2. Imidlertid regulerer § 23h m.fl., kun fremføringsanlæg ? dvs. varmenet og nettets ejere. Da "kollektive varmeforsyningsanlæg" i medfør af lovens § 2 defineres som virksomhed, der driver flere nærmere betegnede anlæg, ville dette begreb have rakt for vidt, hvis det var anvendt i § 23h. Et kollektivt varmeforsyningsanlæg kan således godt udelukkende bestå af produktionsanlæg jf. § 2, stk. 1, nr. 3,  
  3. Sekretariatet finder på den baggrund ikke grundlag for at inddrage anvendelse af betegnelsen i § 23 h m.fl i fortolkningen af § 20, stk.1.  
  4. Ved fortolkning af en bestemmelse som § 20, stk. 1, er det endeligt relevant at være opmærksom på, at bestemmelsen griber ind i private virksomheders ret til at prisfastsætte virksomhedens ydelser. Forståelsen af bestemmelsens omfang er derfor af grundlæggende betydning for virksomhederne, hvilket efter sekretariatets vurdering bør føre til en vis forsigtighed med at fortolke bestemmelsen så bestemmelsen får større rækkevidde end, hvad der kan støttes på bestemmelsens ordlyd. 
  5. Da udgangspunktet for forståelsen af § 20, stk. 1 er "kollektive varmeforsyningsanlæg" og da dette begreb i lovens § 2 defineres som virksomhed, er det derfor sekretariatets vurdering, at kollektive varmeforsyningsanlæg i § 20, stk.1, skal forstås som den samlede virksomhed, der driver nærmere bestemte anlæg opregnet i lovens § 2.

Delkonklusion

  1. På baggrund af ovenstående er det sekretariatets vurdering, at hvile-i-sig-selv-princippets omfang ikke klart fastlægges af ordlyden i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1. Sekretariatet finder imidlertid ved at sammenholde definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg i lovens § 2 med ordlyden i lovens § 20, stk. 1, grundlag for at fastlægge omfanget af varmeforsyningslovens hvile-i-sig-selv-princip således, at det er den samlede virksomhed, der skal hvile-i-sig-selv, uanset om virksomheden består af et eller flere tekniske anlæg. 

Prisstigning som følge af vederlag ved salg 

  1. I forbindelse med fusion eller opkøb af virksomheder omfattet af varmeforsyningsloven, er det relevant at vurdere betydningen af lovens § 20, stk. 7: 

Stk. 7. Det vederlag, som betales ved hel eller delvis overdragelse af anlæg omfattet af stk. 1, må hverken direkte eller indirekte føre til, at priserne for ydelser fra anlæg omfattet af stk. 1 bliver højere, end de kunne være blevet, såfremt overdragelsen ikke havde fundet sted, herunder som følge af indregning af forøgede udgifter til finansiering ved fremmedkapital, driftsmæssige afskrivninger eller forrentning af indskudskapital.  

  1. Bestemmelsen blev sat ind i varmeforsyningsloven ved L 452 2003. Af de generelle lovbemærkninger om baggrunden for bestemmelsen fremgår følgende: 

Som nævnt har de gældende bestemmelser i el- og varmeforsyningslovene om fuld modregning af nettoprovenuet i kommunernes statstilskud fungeret som en hæmsko for nødvendige strukturtilpasninger i energisektoren. Lovforslaget indeholder regler, der har til hensigt at fremme den naturlige strukturtilpasning. Det er imidlertid væsentligt at sikre, at køb og salg af el- og varmeforsyningsvirksomheder ikke indebærer, at priserne fra disse virksomheders ydelser stiger. Der skal således ikke være mulighed for, at omkostninger, som skyldes, at virksomhederne skifter ejer, bliver overvæltet på el- eller varmeforbrugerne. 

  1. Af de specielle lovbemærkninger til § 20, stk. 7, fremgår: 

Varmeforsyningslovens »hvile-i-sig-selv-princip« fører som udgangspunkt til, at virksomhedsoverdragelser ikke i sig selv fører til, at varmeforbrugerne bliver udsat for prisstigninger. I forbindelse med den øgede handel med energiselskaber, som også omfatter fjernvarmeselskaber er der behov for at præcisere, at »hvile-i-sig-selv-princippet« skal sikre varmeforbrugerne mod prisstigninger som følge af overdragelse af virksomheder. Det betyder f.eks., at der ikke kan indregnes finansieringsudgifter, der er knyttet til optagelse af lån til finansiering af overdragelsen. På denne baggrund er det fundet hensigtsmæssigt at fastsætte et forbud mod overvæltning af sådanne omkostninger på varmeforbrugerne i selve lovteksten. 

  1. Af lovbemærkninger fremgår således, at lovforslaget dels (via andre bestemmelser) skal fremme naturlig strukturtilpasning dels skal sikre, at varmeprisen ikke stiger som følge af overdragelsen. Politikerne må den den baggrund antages at have lagt vægt på, at energibranchen organisatorisk kan udvikle sig hensigtsmæssigt men samtidig har lagt vægt på, at denne udvikling ikke sker på bekostning af varmeprisen. 
  2. Det er præciseret i et ministersvar til et spørgsmål rejst under udvalgsbehandling (L162, bilag 52): 

Lovforslaget skal således præcisere, at den del af en købesum, som overstiger indskudskapitalen i den overdragne virksomhed, ikke kan finansieres over varmepriserne. Hvis købesummen f.eks. overstiger den nedskrevne værdi af anlægget, kan en køber heller ikke afskrive på grundlag af købesummen for anlægget, men må fortsætte afskrivningerne på den nedskrevne værdi af anlægget. Dermed slås også fast, at overdragelse af et kollektivt varmeforsyningsanlæg ikke kan føre til, at forbrugerne kommer til at betale anlægget flere gange over varmepriserne. 

  1. Lovbestemmelsens ordlyd er centreret om vederlagets betydning. Det er derfor sekretariatets vurdering, at det påhviler Energitilsynet i forbindelse med en fusion eller et opkøb at påse, at vederlaget for virksomheden ikke påfører forbrugerne højere priser.  
  2. Derudover er det på baggrund af lovbemærkningerne sekretariatets vurdering, at Energitilsynet ved sager om fusion eller opkøb skal inddrage hensynet til at fremme en hensigtsmæssig strukturtilpasning samtidig med hensynet til beskyttelse af varmeforbrugerne. 
  3. I sager om fusion eller opkøb vil det derfor være relevant at definere om der foreligger et vederlag og i bekræftende fald, hvad vederlaget består af.  

Delkonklusion

  1. Det er sekretariatets vurdering, at det i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 7, påhviler Energitilsynet i forbindelse med en fusion eller et opkøb at påse, at vederlaget for virksomheden ikke påfører forbrugerne højere priser. Dette kan indebære en pligt til at prisdifferentiere for at undgå en sådan påføring. 
  2. Derudover skal Energitilsynet ved sager om fusion eller opkøb inddrage hensynet til at fremme en hensigtsmæssig strukturtilpasning samtidig med hensynet til beskyttelse af varmeforbrugerne. 

Pligt eller ret til prisdifferentiering  

  1. I forbindelse med fusion eller opkøb kan der opstå det spørgsmål, om den nye virksomhed har pligt eller ret til at prisdifferentiere mellem de to eller flere kundegrupper, der indgår i fusionen eller opkøbet. En sådan prisdifferentiering kan eksempelvis være udtrykt som et pristillæg som en kundegruppe betaler oveni en grundpris. 
  2. Når prisdifferentiering anvendes af forsyningsvirksomhederne efter en fusion eller et opkøb, kan det være udtryk for, at virksomhedens ejere ønsker at udligne forskellene mellem de virksomheder, der indgår i fusionen eller opkøbet ved på tidspunktet for fusionen eller opkøbet at sammenholde indgangsværdier, priser mv., kapitalisere forskellen og derefter lægge forskellen som et pristillæg på afgrænsede forbrugergrupper.  
  3. Med hensyn til om der består en pligt til at prisdifferentiere er det relevant, at varmeforsyningsloven særskilt regulerer prisdifferentiering i varmeforsyningslovens § 20, stk. 5: 

Stk. 5. De kollektive varmeforsyningsanlæg kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder 

  1. På baggrund af denne bestemmelse må det lægges til grund, at det retlige udgangspunkt i varmeforsyningsloven er, at kundegrupper, der tilhører samme forsyningsvirksomhed, afregnes på lige vilkår. Det skyldes, dels at der udtrykkeligt er tale om en "kan" bestemmelse, dels at hvis udgangspunkt i loven havde været, at priserne inden for samme forsyning skulle være differentieret, ville § 20, stk. 5, ikke have et selvstændigt indhold. Der er dermed ikke en generel pligt til at differentiere mellem kundegrupper inden for samme forsyningsområde. 
  2. Derudover regulerer varmeforsyningsloven som tidligere omtalt ikke i sin ordlyd prisfastsættelsen efter en fusion eller et opkøb. På baggrund af sekretariatets konklusion vedrørende § 20, stk. 1, og dermed hvile-i-sig-selv-princippets omfang lægges det til grund, at varmeforsyningslovens § 20, stk.1, fastlægger, at det er den samlede virksomhed, der skal hvile-i-sig-selv.  
  3. Hvorvidt der på andet grundlag end lovens ordlyd, kan siges at bestå en pligt til prisdifferentiering, skal ses i lyset af princippet om samtidighed.  
  4. Samtidighedsprincippet udspringer ikke af lovens ordlyd men af lovbemærkningerne til en ændring af § 20, stk. 1, i varmeforsyningsloven (L197 1982). Denne lovændring indeholdt ligeledes indførelsen af muligheden for at prisdifferentiere, som er omtalt oven for. Af de generelle bemærkninger fremgår følgende: 

"at kollektive varmeforsyningsanlæg mv. burde hvile i sig selv, og at det er brugerne af de pågældende anlæg, der skal bære omkostningerne ved anlæggets etablering og drift. Ved ændringen foreslås det præciseret, at dette princip ikke udelukker fremføring af underskud ved driften samt anvendelse af prisdifferentiering så længe de samlede indtægter over anlæggets levetid fortsat er begrundet i omkostninger." 

  1. Denne sammenhæng er betegnet "samtidighedsprincippet", idet der dermed sigtes til, at det er de brugere, der er årsag til omkostningerne, der også bærer dem. 
  2. Af bemærkningerne specifikt til ændringen om prisdifferentiering fremgår, at bestemmelsen er indsat for,  

"at DONG A/S vil kunne differentiere regionalt over for de enkelte naturgasselskaber med henblik på at opnå ensartede naturgaspriser til samme forbrugerkategorier over hele landet, så længe de samlede indtægter kan beregnes i overensstemmelse med stk. 1. Selskaberne kan ligeledes prisdifferentiere over forskellige forbrugerkategorier, således at industrien kan tilbydes naturgas til priser, der kan konkurrere med markedsprisen på alternative brændsler. Selskaberne kan ligeledes give individuelle rabatter inden for samme forbrugerkategori. Dette indebærer f.eks., at selskaberne i kommuner, der anvender tilslutningspligten, kan få mulighed for at tilbyde forbrugerne særlige rabatter på naturgas eller overskudsvarme. Bestemmelsen er især begrundet i hensyn til naturgasprojektet men foreslås også at omfatte prisfastsættelsen på leverancer af opvarmet vand og damp. Prisdifferentieringen forudsættes anvendt efter rimelige økonomiske principper". 

  1. På baggrund af lovens ordlyd om prisdifferentiering er det sekretariatets vurdering, at udgangspunktet i varmeforsyningsloven er, at varmeprisen for kundegrupper inden for samme forsyningsvirksomhed fastsættes på lige vilkår. Det er derfor også sekretariatets vurdering, at varmeforsyningsloven ikke fastlægger en generel pligt for virksomhederne til at differentiere.  
  2. På baggrund af lovbemærkningerne om samtidighedsprincippet er det sekretariatets vurdering, at det ved prisfastsættelsen skal lægges til grund, at det er brugerne af de pågældende kollektive varmeforsyningsanlæg, der skal bære omkostningerne ved anlæggendes etablering og drift. Men samtidighedsprincippet skal ses i sammenhæng med lovens definition af "kollektive varmeforsyningsanlæg" jf. lovens § 2 samt ovenstående fortolkning. Dermed finder sekretariatet heller ikke på baggrund af disse forhold grundlag for at antage, at forsyningsvirksomheder har en pligt til at differentiere mellem kundegrupper inden for samme forsyning. 
  3. På baggrund af lovbemærkningerne om prisdifferentiering er det sekretariatets vurdering, at varmeforsyningsselskaber på lige fod med DONG A/S kan prisdifferentiere blandt deres samlede kundegrundlag dels geografisk dels mellem samme kundekategorier "så længe de samlede indtægter kan beregnes i overensstemmelse med stk. 1" og forudsat, at differentieringen sker efter "rimelige økonomiske principper". 
  4. Hvorvidt prisdifferentieringen hviler på rimelige økonomiske principper afhænger af grundlaget for den differentiering, der sker.  
  5. I nogle sager om opkøb eller fusion udtrykkes differentieringen som et "kraftvarmetillæg", idet en gruppe af forbrugernes varmepris bliver tillagt et tillæg. Bygger kraftvarmetillæg på en forudberegning af forventede omkostninger over en længere årrække, ligger det på baggrund af lovbemærkningerne efter sekretariatets vurdering inden for Energitilsynets kompetence, at vurdere om beregningen i udgangspunktet sker efter rimelige økonomiske principper. 
  6. I denne vurdering bør dels indgå, hvor følsom beregningen er for udsving i forudsætningerne, og om der tages højde herfor i beslutningsgrundlaget, dels om de fremskrivninger, der anvendes, hviler på et så objektivt grundlag som muligt. 
  7. Hvis Energitilsynet på baggrund af en sådan vurdering når frem til, at et kraftvarmetillæg i udgangspunktet er beregnet på baggrund af økonomiske principper, er der efter sekretariatets vurdering ikke i varmeforsyningsloven grundlag for at gribe ind over for et sådant kraftvarmetillæg. 
  8. Der vil altid være knyttet et usikkerhedselement til sådanne økonomiske beregninger, der hviler på fremtidige forudsætninger uanset, hvor sagligt de udarbejdes. Der vil derfor også være en risiko for, at nogle kunder i perioden betaler omkostninger, som de ikke ville have betalt, hvis forudsætningerne til fulde blev opfyldt.  
  9. Dette er efter sekretariatets vurdering ikke i sig selv strid med samtidighedsprincippet. Dette skyldes, at loven direkte i sin ordlyd giver mulighed for en prisdifferentiering, der hviler på rimelige økonomiske principper og ikke kun en differentiering, der begrundes i konstaterbare økonomiske forskelle.  
  10. Energitilsynet vil derimod kunne påse, at prisdifferentieringen ved indførelsen var beregnet på baggrund af rimelige økonomiske principper og i øvrigt var sagligt begrundet. Energitilsynet vil ligeledes løbende kunne påse, at virksomhedens samlede indtægter overholder hvile-i-sig-selv-princippet. 
  11. En fusion eller et opkøb vil også være reguleret af en privatretlig aftale mellem parterne. Hvis det efterfølgende viser sig, at forudsætningerne udvikler sig væsentlig anderledes end forudsat i den privatretlige aftale, kan der være tale om bristede forudsætninger. Et sådant spørgsmål vil imidlertid efter sekretariatets vurdering være et privatretligt forhold, som skal afgøres ved domstolene. 

Delkonklusion

  1. På baggrund af lovs ordlyd om prisdifferentiering er det sekretariatets vurdering, at udgangspunktet i varmeforsyningsloven er, at varmeprisen for kundegrupper inden for samme forsyningsvirksomhed fastsættes på lige vilkår. Det er derfor også sekretariatets vurdering, at varmeforsyningsloven ikke fastlægger en generel pligt for virksomhederne til at differentiere.  
  2. På baggrund af lovbemærkningerne om samtidighedsprincippet er det sekretariatets vurdering, at samtidighedsprincippet sammenholdt med lovens definition af "kollektive varmeforsyningsanlæg" jf. lovens § 2 ikke giver grundlag for at antage, at forsyningsvirksomheder har en pligt til at differentiere mellem kundegrupper inden for samme forsyning. 
  3. På baggrund af lovbemærkningerne om prisdifferentiering er det sekretariatets vurdering, at varmeforsyningsselskaber kan prisdifferentiere blandt deres samlede kundegrundlag dels geografisk dels inden for de samme kundekategorier "så længe de samlede indtægter kan beregnes i overensstemmelse med stk. 1" og forudsat, at differentieringen sker efter "rimelige økonomiske principper"
  4. Det er sekretariatets vurdering, at Energitilsynet har kompetence til at vurdere om en differentiering sker efter rimelige økonomiske principper og at det ved denne vurdering bør indgå, hvor følsom beregningen er for udsving i forudsætninger, og om der tages højde herfor i beslutningsgrundlaget. Derudover om de fremskrivninger, der anvendes, hviler på et så objektivt grundlag som muligt. 
  5. En fusion eller et opkøb vil også være reguleret af en privatretlig aftale mellem parterne. Hvis det efterfølgende viser sig, at forudsætningerne udvikler sig væsentlig anderledes end forudsat i den privatretlige aftale, kan der være tale om bristede forudsætninger. Bliver spørgsmålet rejst på baggrund af den privatretlige aftale, vil problemstillingen efter sekretariatets vurdering skulle afgøres ved domstolene.

Rimelighedsvurdering

  1. Afslutningsvist er det væsentligt at inddrage varmeforsyningslovens § 21, stk. 4: 

Stk. 4. Finder Energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser. 

  1. Varmeforsyningsloven giver således Energitilsynet en generel hjemmel til at påse, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er rimelige. 
  2. Det betyder, at hvis en prisdifferentiering eller en prisharmonisering på baggrund af en konkret vurdering findes at være i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 20, stk. 5, eller § 20, stk. 1, har tilsynet fortsat efter sekretariatets vurdering en forpligtelse til at vurdere om forholdet også konkret er rimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk.4. 
  3. Med henvisning til lovbemærkningerne til § 20, stk. 7, om prisstigning som følge af vederlag ved salg, vil det f.eks. være i overensstemmelse hermed i sager om fusioner og opkøb ved rimelighedsvurderingen at inddrage hensynet til at fremme en hensigtsmæssig strukturtilpasning samtidig med hensynet til beskyttelse af varmeforbrugerne. 

Praksis  

Energitilsynets afgørelse den 29. januar 2001 om kraftvarmetillægget (Aalborgsagen)  

  1. Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne (AKF) havde anmodet om Energitilsynets principielle stillingtagen til, om principperne i et forslag fra fjernvarmeforsyningen om overtagelse af private fjernvarmeselskaber, der havde etableret decentrale naturgasbaserede kraftvarmeværker (såkaldte barmarksværker), var i rimelig balance over for AKF's øvrige forbrugere, jf. Varmeforsyningslovens § 20, stk. 5.  
  2. Af sagen fremgik, at ved tidligere overtagelse af private varmeværker, var de private værker efter overtagelsen blevet bundet fysisk sammen med AKF, idet der var ført en transmissionsledning frem til omegnsbyen/varmeværket. Omegnsbyen var dermed blevet forsynet med samme varme (central kraftvarme/overskudsvarme) som Fjernvarmeforsyningens øvrige kunder. I Aalborgsagen var dette ikke tilfældet, idet det decentrale værk ville fortsætte med at være fysisk adskilt fra AKF efter overtagelsen.  
  3. Forslaget indebar, at kunderne i de decentrale kraftvarmeværker som fjernvarmeforsyningen skulle overtog, i en periode på 12 år skulle betale et kraftvarmetillæg. Tillægget skulle dække AKF's ekstra udgifter ved at overtage og videreføre disse decentrale kraftvarmeanlæg. Det var ikke planlagt, at anlæggene skulle bindes fysisk sammen.  
  4. Det decentrale kraftvarmeværks kunder skulle i løbet af perioden på 12 år betale AKF's takster, som de øvrige forbrugere, tillagt et kraftvarmetillæg, der var beregnet på baggrund af det decentral kraftværks ekstraomkostninger pr. m2 i forhold til omkostningerne pr. m2 hos det centrale anlæg for en 20 års periode. Derefter skulle kraftvarmeværkets kunder alene betale AKF's almindelige takster.  
  5. Forslaget indebar også, at kunderne i det decentrale kraftvarmeværks område i forbindelse med fjernvarmeforsyningens overtagelse skulle betale et tilslutningsbidrag. Dette tilslutningsbidrag blev udregnet som forskellen mellem AKF's normale tilslutningstakster og det beløb, de decentrale kraftvarmekunder tidligere havde betalt. Der blev i den forbindelse taget højde for, at de decentrale kraftvarmeværker kun opkrævede meget begrænsede tilslutningsbidrag, og at kraftvarmeværkerne i mange tilfælde betalte for "indre installationer" hos kunderne, dvs. fx radiatorer, varmevekslere og lign.  
  6. Da anlæggene ikke fysisk ville blive forbundet, ville der formentlig ikke kunne opnås specielle stordriftsfordele ved overtagelsen. Der var derfor ikke nogen umiddelbar økonomisk begrundelse for, at taksterne mellem kunder i forsyningens centrale anlæg og i barmarksanlæggene på sigt skulle udlignes. Udligningen af taksterne kunne således først og fremmest have lokalpolitiske motiver. Imidlertid var der tale om en så lang overgangsperiode, at de eksisterende anlæg måtte forventes at være afskrevne.  
  7. Modellen syntes samtidig at være rimelig afbalanceret både for kunderne i det centrale anlæg og for kunderne i barmarksanlægget.  
  8. Energitilsynet fandt på den baggrund, at afregningsprincipper for forsyningsvirksomhedens overtagelse af naturgasbaserede decentrale kraftvarmeværker (barmarksværker) ikke var urimelige eller i strid med bestemmelsen i varmeforsyningslovens § 20, stk. 5. Skulle der opstå problemer med den konkrete udmøntning af modellen måtte Energitilsynet senere tage stilling hertil. 

Aalborgsagen i relation til de principielle spørgsmål 

  1. I forhold til de principielle spørgsmål, der rejses i nærværende notat, lægger afgørelsen af 29. januar 2001 efter sekretariatets vurdering mest vægt på, at det er virksomheden, der skal hvile-i-sig-selv, og at der dermed er tale om en prisdifferentiering mellem Aalborg Forsynings eksisterende kunder og kunderne tilknyttet barmarksværket. For så vidt angår pristillægget er det afgørelsens vurdering, at der er tale om en prisdifferentiering der foretaget på grundlag af rimelige økonomiske principper. 

Gas- og Varmeprisudvalgets afgørelse af 31. august 1987 (Herning sagen) 

  1. Herning kommunale Værker havde anmodet om udvalgets stillingtagen til rimeligheden af, at der blev tilbudt nytilsluttede forbrugere samme varmepris som i det etable­rede forsyningsområde. De nye tilslutninger skulle forsynes via separate ledningsnet og fyringsanlæg, og varmen skulle produceres primært med lokale brændsler. 
  2. De økonomiske beregninger for udbygningen viste, at varmen ikke kunne produceres til den pris, værkets forbrugere betalte for øjeblik­ket, og underdækningen ønskedes betalt ved, at samtlige forbru­gere betalte en højere pris. For at eliminere den herved opståede underdækning kræ­vedes en forhøjelse af prisen pr. GJ for samtlige forbrugere i he­le 20 års perioden på 1,13 kr. i 1988. 
  3. Der var blandt udvalgsmedlemmerne bred enighed om, at det - af hensyn til den fremtidige tilrettelæggelse af varmeforsyningen her i landet - var væsentligt, at der åbnedes mulighe­der for at gennemføre projekter af mere utraditionelt tilsnit. 
  4. Udvalget fandt, at det er de enkelte kommuner, der via varmeplanerne, som godkendes i medfør af varmeforsyningsloven, fastlægger de opvarmningsformer, der anvendes i de enkelte forsyningsområder. Det forudsættes i regelgrundlaget, at der i forbindelse hermed også finder vurdering sted af de økonomiske vilkår. Gas- og Varmeprisudvalget fandt derfor ikke, at udvalget havde mulighed for at påvirke, hvilke varmeanlæg der etableres, uanset de valgte opvarmningsformer isoleret betragtet medfører meromkostninger. Udvalget fandt således, at der alene kunne gribes gribe ind overfor unødvendige omkostninger i forbindelse med etableringen af det i varmeplanen forudsatte forsyningsanlæg. 
  5. Udvalget fandt på den baggrund ikke anledning til at rette indvending mod, at varmepriserne fra de kommunale forsyningsvirksomheder blev ansat ens overfor alle aftagere i kommunen ud fra de samlede om­kostninger ved disse leverancer. 

Herningsagen i relation til de principielle spørgsmål 

  1. I forhold til de principielle spørgsmål der rejses i nærværende notat, lægger afgørelsen af 31. august 1987 efter sekretariatets vurdering mest vægt på, at det er virksomheden, der skal hvile-i-sig-selv, og at fuld prisharmonisering kan finde sted, herunder at forskydninger mellem omkostningerne og betalinger kunderne imellem kan accepteres, når der er en saglig begrundelse herfor. Det bemærkes, at sagen angik etablering af nye forsyningsanlæg og ikke opkøb af eksisterende. 

Energitilsynets afgørelse af 29. oktober 2007 om harmonisering af fjernvarmepriserne mellem Nyborg og Ullerslev 

  1. Nyborg kommune og Ullerslev kommune havde begge været ejer af hver sin kommunale fjernvarmeforsyning. De to forsyninger var geografisk adskilte og fremskaffede fjernvarmen på forskellig måde. Sagen drejede sig om betingelserne for at sammenlægge fjernvarmeforsyningerne.  
  2. Brændselspriser, forsyningernes drift m.v. betød, at der var tale om to fjernvarmeforsyninger, der grundlæggende var forskellige, og omkostningerne til produktion og levering af fjernvarme i Ullerslev var væsentligt højere pr. fjernvarmeforbruger end i Nyborg.  
  3. Kommunerne Nyborg og Ullerslev blev sammenlagt i en ny Nyborg kommune ved kommunalreformen. Ved sammenlægningen blev de to fjernvarmeforsyninger videreført i én samlet kommunalt ejet fjernvarmeforsyning under Nyborg Forsyning & Service A/S, der før kommunesammenlægningen drev fjernvarmeforsyningen i Nyborg.  
  4. Sammenlægningsudvalget (SLU) i den nye Nyborg kommune ønskede, at fjernvarmepriserne i Nyborg og Ullerslev blev harmoniseret pr. 1. januar 2007. For at opnå dette havde SLU forelagt en model, som betød at fjernvarmeforbrugeren i Ullerslev pr. år i 2007-priser gennemsnitligt betalte 5.082 kr. mindre ekskl. moms end hidtil, mens fjernvarmeforbrugeren i Nyborg fik en merbetaling på 451 kr. ekskl. moms. Denne løsning var prioriteret først af SLU.  
  5. Energitilsynet fandt, at varmeforsyningsloven ikke var til hinder for, at en prisudligningsordning mellem offentlige varmeforsyningsanlæg i en kommune kunne behandles ud fra en helhedsvurdering i Energitilsynet. I den foreliggende sag skete en sammenlægning af to fjernvarmeforsyninger, hvor sammenligningsgrundlaget var objektivt forskelligt, og hvor der ikke var tale om en fremadrettet harmonisering. En efterkommelse af SLU?s 1. prioritet ville derfor efter tilsynets vurdering medføre, at udgangspunktet i varmeforsyningsloven skulle fraviges betydeligt.  På det foreliggende grundlag fandt Energitilsynets sekretariat ikke, at udgangspunktet kunne fraviges i det ønskede omfang, og SLU?s 1. prioritet kunne derfor ikke efterkommes.  
  6. Som 2. prioritet ønskede SLU Energitilsynets vejledning til udarbejdelse af en model til gradvis harmonisering af fjernvarmepriserne. Nyborg Forsyning & Service A/S havde senere efter drøftelser med Energitilsynets sekretariat udarbejdet en model. Nyborg Forsyning og Service A/S ønskede Energitilsynets tilkendegivelse af, om den udarbejdede model var i overensstemmelse med varmeforsyningsloven.  
  7. Modellen gik ud på, at fjernvarmeforbrugerne i Ullerslev betalte en grundtarif for fjernvarmen, der svarede til fjernvarmetariffen i Nyborg. For at dække meromkostningerne i Ullerslev betalte fjernvarmeforbrugerne i Ullerslev et omkostningsbestemt tillæg i 10 år. Tillægget skulle således - fastsat efter rimelige, økonomiske principper - dække Nyborg Forsyning & Service A/S? ekstra udgifter ved at blive sammenlagt med og videreføre anlægget i Ullerslev, herunder udgifter til indkøb af energi.  
  8. Energitilsynet havde på det foreliggende grundlag ikke indvendinger mod principperne i den skitserede model, som Nyborg Forsyning & Service A/S havde udarbejdet efter drøftelser med Energitilsynets sekretariat. Det begrundedes med, at modellen tog højde for den faktiske omkostningsudvikling i Ullerslev ved, at merbetalingen ud fra princippet om nødvendige omkostninger i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, løbende blev korrigeret for over- eller underdækninger.  

Nyborg/Ullerslevsagen i relation til de principielle spørgsmål 

  1. I forhold til de principielle spørgsmål der rejses i nærværende notat lægger afgørelsen af 29. oktober 2007 efter sekretariatets vurdering mest vægt på, at det er det tekniske anlæg, der skal hvile-i-sig-selv. Derfor var det af afgørende betydning for afgørelsen, at der løbende blev korrigeret for over- eller underdækninger mellem de to teknisk adskilte anlæg under Ny Nyborg Kommune. Det fremgår desuden af afgørelsen, at det lægges til grund, at fuld prisharmonisering mellem to fysisk teknisk adskilte anlæg i samme forsyningsvirksomhed kun kan ske i forbindelse med etablering af nye tekniske anlæg og ikke ved opkøb eller fusion.
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO