Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

Fjernvarmepriser

Revideret d. 12 marts 2019

Hovedparten af fjernvarmeforbrugere må indstille sig på at skulle betale mere for at få opvarmet deres bolig i 2019 end i 2018.  Det viser nye tal fra Forsyningstilsynet, som har indsamlet priserne hos landets godt 400 virksomheder, der leverer fjernvarme direkte til forbrugerne.

Statistikken viser, at fjernvarmepriserne i gennemsnit er sat op med 3,0 pct. her fra årsskiftet 2019 i forhold til de gennemsnitspriser, der var gældende for godt et år siden i december 2017. Det svarer til, at den årlige varmeregning i en typisk husstand i gennemsnit bliver 385 kr. højere. En typisk husstand er defineret som en standardbolig på 130 kvm., hvor familien har et varmeforbrug på 18,1 megawatt-time, MWh.

Den gennemsnitlige stigning på 385 kr. på varmeregningen til forbrugerne hænger sammen med, at lidt flere end halvdelen – nemlig 210 fjernvarmevirksomheder – har sat prisen op. Mens der bare er 80 fjernvarmevirksomheder, der har sat prisen ned.

De indberettede tal viser desuden:

  • at en del af prisstigningen er sammenfaldende med bortfaldet af elproduktionstilskuddet til de decentrale naturgasbaserede kraftvarmeværker, det såkaldte grundbeløb, der ophørte fra den 1. januar 2019. De ca. 170 varmevirksomheder med slutkundeleverancer, der tidligere har modtaget grundbeløbet, har sat priserne for opvarmning af et standardhus op med i gennemsnit 11,5 pct. siden december 2017
  • at de fjernvarmevirksomheder, der tidligere har modtaget grundbeløbs-tilskuddet, i en årrække har haft lavere priser end de øvrige forsyninger. Efter bortfaldet af tilskuddet kommer disse virksomheders priser nu på niveau med de øvrige.
  • at de fjernvarmevirksomheder, der ikke har modtaget grundbeløbs-tilskuddet, har sat prisen op med 1,1 pct. i gennemsnit.


Fakta

  • Fjernvarmepriserne er i gennemsnit steget med 3,0 pct. fra december 2017 til januar 2019
  • Stigningen svarer til, at den gennemsnitlige varmeregning for en standardbolig på 130 kvm med et varmeforbrug på 18,1 MWh er steget med 385 kr. fra ca. 12.700 kr. til ca. 13.080 kr. fra december 2017 til januar 2019
  • Flere end 60 pct. af de danske husstande er forsynet med varme fra fjernvarmevirksomheder.


Læs mere i prisstatistikken

Prisstatistikken i excel


Kontakt: 

Torben Hvidsten, kommunikationsrådgiver, tlf.: 41 71 53 60

Med venlig hilsen 
Forsyningstilsynet

 

 

 

 

Se hvem der er billigst på el, gas og varme
ENAO