Aktive forbrugere kan spare penge på elregningen

Der er penge at spare, hvis du som forbruger er aktiv på elmarkedet og skifter leverandør. Bor du i lejlighed og brugte du bare 10 minutter som aktiv forbruger på det frie elmarked i 2020, kunne du gennemsnitligt have sparet mellem 170 og 510 kr. på din elregning. Bor du i stedet i parcelhus kunne den gennemsnitlige besparelse have været på mellem 270 - 980 kr., eller mellem 360 - 2.290 kr., hvis parcelhuset opvarmes med el. Det og meget mere kan du blive klogere på i Forsyningstilsynets årlige prisundersøgelse af elprodukter ”Hvad kostede strømmen i 2020”, som offentliggøres i dag.

Forsyningstilsynets prisundersøgelse gennemføres en gang om året og omfatter elpriser for forbrugere med et forbrug på op til 100.000 kWh om året. Formålet er – sammen med Elpris.dk – at understøtte forbrugernes aktive valg af elprodukter ved at skabe gennemsigtighed på detailmarkedet for el. Prisundersøgelsen giver et overblik over priser på de udbudte produkter i 2020 og gør det muligt at sammenligne produkternes priser på tværs af de enkelte elhandelsselskaber.

Fem gode råd ved valg af elprodukt

1 Tjek din elregning mindst en gang om året

Tjek din elregning mindst en gang om året, eller når der sker store ændringer i dit elforbrug, f.eks. hvis du får elvarme eller skal flytte.

2 Vær opmærksom på dit abonnement

Vær opmærksom på den faste abonnementsbetaling. Har du et relativt beskedent forbrug, kan det ofte betale sig at vælge et produkt med lav eller ingen abonnementsbetaling.

3 Tjek markedet for gode tilbud flere gange om året

Går du efter de gode tilbud, er det en god idé at tjekke markedet ved hjælp af Elpris.dk eller selskabernes hjemmesider flere gange om året.

4 Vær opmærksomhed på udløb af introduktionstilbud
De fleste introduktionstilbud eller fastprisprodukter (4 måneder eller længere) ophører efter en begrænset periode. Efter ophør flyttes du til et andet produkt. Tjek, hvilket produkt du bliver flyttet til, eller hvordan din pris fastsættes efter periodens udløb.

5 Fast eller variabel pris?

Et elprodukt med variabel pris følger prisudviklingen på engrosmarkedet. For de fleste forbrugere vil selv relativt store udsving i prisen ikke indebære større ændringer i elregningen. En stigning på 1 krone/kWh i engrosprisen vil medføre en stigning på ca. 78 øre/kWh for et parcelhus med et årligt forbrug på 4.500 kWh. Vælg kun et produkt med fast pris, hvis det har en særlig værdi for dig at have sikkerhed for en fast pris i en periode.

Kontakt: Kommunikationsrådgiver Jacob Klok, tlf.: 4171 5360