Europæiske engrospriser på naturgas nærmer sig hinanden mere og mere

Det indikerer bedre integration og forbindelse mellem markederne. Der er dog fortsat prisforskelle mellem Nordvesteuropa, herunder Danmark, og det sydlige og østlige Europa

Engrospriserne for gas på tværs af EU’s lande og regioner nærmer sig hinanden mere og mere. Dette indikerer bedre integration og forbindelse mellem markederne, som er et af formålene med EU’s seneste EU-lovgivning på gasområdet. Der er dog fortsat prisforskelle mellem Nordvesteuropa, herunder Danmark, og det sydlige og østlige Europa.

Det viser tal fra Forsyningstilsynets løbende markedsovervågning og en netop udgivet rapport fra EU-regulatorernes samarbejdsorganisationer ACER og CEER.

De nordvesteuropæiske gasmarkeder har i en årrække været frontløbere med øget integration og lavere prisforskelle mellem de nationale markeder. Dette ses bl.a., når man sammenligner de danske engrospriser med priserne i Tyskland og Nederlandene. I 2014 blev gasforbindelsen mellem Danmark og Tyskland udbygget, hvilket muliggjorde øget handel på tværs af grænsen, hvorefter prisforskellene er blevet mindre og mindre (figur 1).

Prisforskellen mellem gasbørserne i Danmark og hhv. Tyskland og Nederlandene, 2009-2017 (se figur i fuld størrelse)