Forsyningstilsynet forlænger den skærpede overvågning af nyt marked for automatiske el-reserver (aFRR) i Vestdanmark

Forsyningstilsynet har besluttet at forlænge den skærpede overvågning af det vest-danske marked for frekvensgenoprettelsesreserver med automatisk aktivering (aFRR) til og med 3. kvartal 2020, jf. tilsynets pressemeddelelse af 20. december 2019.

Forsyningstilsynet forlænger den skærpede overvågning, da markedet fortsat er relativ nyt og umodent, og da udbudssiden må forventes at blive yderligere presset i løbet af sommeren, når udbuddet forventelig falder i takt med, at varmebehovet reduceres. I en sådan situation kan markedet blive endnu mere koncentreret. Forsyningstilsynet er desuden bekendt med, at aktører har udtrykt usikkerhed ved markedsdesignet, der indebærer høje erstatninger for ikke leverede leverancer.

Forsyningstilsynet kan i forbindelse med forlængelsen videre oplyse, at tilsynet har modtaget metodeanmeldelse fra Energinet vedrørende en ændring af bestemmelserne i Udbudsbetingelserne for systemydelser til levering i Danmark. Energinet vil med ændringen indføre et loft for leverandørers betaling for erstatningskøb med henblik på at begrænse leverandørenes risici og dermed øge incitamenterne til at deltage i markedet for aFRR leverancer til Energinet, hvilket vil kunne påvirke udbuddet af aFFR positivt. Forsyningstilsynet forventer at træffe afgørelse i sagen inden sommerferien.

Forsyningstilsynet er den nationalt regulerende myndighed og overvåger engrosmarkedet for el og er myndighed for REMIT (EU-forordning, der har til formål at sikre gennemsigtighed og undgå misbrug af engrosenergimarkederne).

Energinet er transmissionssystemoperatør (TSO) og indkøber reserver til at opretholde balancen mellem forbrug og produktion i el-systemet i driftsøjeblikket. Opretholdes balancen ikke, kan det i værste fald føre til strømafbrud.

Energinet har en række forpligtelser og beføjelser for at understøtte en effektiv overholdelse af REMIT  Energinet skal således som såkaldt person, der som led i sit erhverv gennemfører transaktioner (PPAT) på elmarkedet for reserver, overvåge dette marked. Energinet kan således indhente oplysninger hos enhver relevant markedsaktør som led i opfyldelsen af sine forpligtelser, ligesom Energinet er forpligtet til at indrapportere til Forsyningstilsynet ved en begrundet mistanke om, at en transaktion er i strid med REMIT.

Kontakt:

Jacob Klok, Kommunikationskonsulent, tlf. 41 71 53 60: jakl@forsyningstilsynet.dk