Forsyningstilsynet godkender Energinets metode til nordisk kapacitetsberegning

Forsyningstilsynet har godkendt Energinets metode til kapacitetsberegning i Norden. Det fremgår af en afgørelse, som vi har offentliggjort her på vores hjemmeside i dag.

Energinets nye metode indebærer, at håndteringen af såkaldte dynamiske begrænsninger og reglerne for at undgå unødig diskrimination mellem interne og grænseoverskridende udvekslinger ændres i forhold til tidligere godkendte metoder. Vi stiller herudover i forbindelse med godkendelsen krav i metoden om, at Energinet skal forelægge en evalueringsrapport i forbindelse med kapacitetsberegningen. Det er Forsyningstilsynets samlede vurdering, at ændringerne af metoden bidrager til at optimere beregningen og tildelingen af overførselskapacitet i det nordiske budområde samt til at sikre optimal udnyttelse af transmissionsinfrastrukturen.

Afgørelsen og bilagene kan findes her

Kontakt: Kommunikationskonsulent Jacob Klok, tlf. 41 71 53 60: jakl@forsyningstilsynet.dk