Forsyningstilsynet henstiller til elvirksomheder om at afgive retvisende oplysninger

Forsyningstilsynet gennemfører for tiden en spørgeskemaundersøgelse, der skal kortlægge relationerne mellem monopolaktiviteter og konkurrenceudsatte aktiviteter i elsektoren.

I forbindelse med gennemførelsen af undersøgelsen har Forsyningstilsynet d.d. i et brev præciseret over for de berørte elvirksomheder, at det er af stor betydning for den samlede kortlægning, at spørgeskemaerne besvares retvisende for de faktiske forhold i de individuelle virksomheder.

Undersøgelsen er en væsentlig del af Forsyningstilsynets analyse af punkt tre i Kommissorium for analyse af konkurrenceforholdene i elsektoren for en tværministeriel arbejdsgruppe, som er nedsat af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet (Konkurrenceanalysen). I delanalysen undersøges bl.a., i hvilken grad de nuværende regler sikrer vandtætte skotter mellem monopolaktiviteter og konkurrenceudsatte aktiviteter i koncernforbundne netvirksomheder.