Forsyningstilsynet sender bekendtgørelse om udbud af nettab i offentlig høring

Bekendtgørelsen indeholder de krav, som netvirksomhederne skal overholde, når de skal indkøbe elektricitet til dækning af deres nettab, ligesom kravene skal overholdes, når netvirksomhederne udbyder en kontrakt om annullering af VE-oprindelsesgarantier.

Formålet med bekendtgørelsen er sikre, at der skabes den mest optimale konkurrenceved anskaffelsen af ydelserne, hvilket i sidste ende vil være til gavn for forbrugerne.

Bekendtgørelsen bygger blandt andet på nogle af de konklusioner, som fremgik af den konkurrenceanalyse, som Energistyrelsen offentliggjorde i maj 2021. Formålet med konkurrenceanalysen var at styrke konkurrencen på detailmarkedet for elektricitet til gavn for elforbrugerne i Danmark.

For at sikre størst mulig åbenhed skal en netvirksomhed fremover annoncere sine udbud på udbudsportalen www.udbud.dk. Denne åbenhed gør, at det ikke kun er allerede registrerede elhandelsvirksomheder, der har mulighed for at orientere sig om udbuddet.

Forsyningstilsynet inviterer til virtuelt gå-hjem-møde tirsdag den 26. oktober 2021, kl. 14.30, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål til bekendtgørelsen. Tilmelding sendes til sums@forsyningstilsynet.dk senest fredag den 22. oktober 2021.

Høringssvar kan fremsendes pr. e-mail til post@forsyningstilsynet.dk med kopi til sums@forsyningstilsynet.dk, senest den 2. november 2021.

Høringssvar bedes påført j.nr. 21/05673.

Klik her for at gå til selve høringen, hvor du kan downloade høringsdokumenterne og udkastet til bekendtgørelsen.