Forsyningstilsynets nye markedsrapport undersøger gasmarkedet i 2018

Forsyningstilsynet overvåger engrosmarkedet for gas i Danmark gennem dataindsamling, analyser og publicering af markedsrapporter samt løbende dialog med markedets aktører, gasbørsen mv.

Overvågningen sker i henhold til bl.a. den tredje liberaliseringspakke, Naturgasforsyningsloven og Lov om Forsyningstilsynet.

Forsyningstilsynet udvikler løbende markedsovervågningen, så den passer til et dynamisk gasmarked, der i disse år ændrer sig mere og hurtigere end tidligere. Forsyningstilsynet har derfor lavet en ny årlig markedsrapport, der går tæt på gasmarkedet og er med til at sætte retningen for tilsynets fremadrettede markedsovervågning.  

2018 var et begivenhedsrigt år på det danske gasmarked. Energinet erklærede Early Warning pga. bekymring for forsyningssituationen i slutningen af februar, og i marts nåede priserne en enkelt dag over 50 EUR/MWh i forbindelse med en usædvanlig kuldeperiode. Det var også et usædvanligt år for det danske gaslager med rekordlav fyldningsgrad i slutningen af lagersæsonen. Dertil skete der store ændringer i ejerskabet i Nordsøen, og samtidig fylder bionaturgas mere i det danske gassystem end nogensinde med en andel svarende til 9 pct. af gasforbruget.

Forsyningstilsynets overvågning i 2019 og de kommende år vil i høj grad fokusere på nedlukningen af Tyra-platformen fra september 2019, og hvad det betyder for forsyningssituationen, gaspriserne og markedets generelle funktion. Tilsynet vil have særligt fokus på aktørernes anvendelse af Ellund-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland samt anvendelse af de danske gaslagre.

Læs markedsrapporten for 2018 for engrosmarkedet for gas her 

Kontakt
Luis Boscan, fuldmægtig
lubo@forsyningstilsynet.dk