Ny analyse viser vejen til mere effektfulde effektiviseringskrav

Forbrugere kan se frem til lavere priser på transporten af elektricitet ved gennemførelse af nogle forholdsvis små justeringer i den økonomiske regulering af elforsyningsvirksomhederne.

Det fremgår af en ny analyse, som Forsyningstilsynet offentliggør i dag. På baggrund af justeringerne vil Forsyningstilsynet fremadrettet mere effektfuldt kunne udmønte de effektiviseringskrav, som tilsynet årligt fastsætter, lyder det i analysens konklusioner.

”Analysen viser, at vi ved brug af en mere nøjagtig fremgangsmåde kan sikre en mere hensigtsmæssig realisering af de betydelige effektiviseringspotentialer, som tidligere beregninger har vist eksisterer i sektoren. Det vil alt andet lige kunne komme forbrugerne til gode i form af lavere priser” lyder det fra Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, i forbindelse med offentliggørelsen. 

Naturlige monopoler
Elforsyningsvirksomheder er såkaldte naturlige monopoler, hvilket indebærer, at de ikke er udsat for et konkurrencepres og deraf følgende incitamenter til effektivisering som almindelige konkurrenceudsatte virksomheder. Formålet med den økonomiske regulering er at sætte et hensigtsmæssigt loft over, hvor meget virksomhederne må opkræve hos forbrugerne ved hjælp af indtægtsrammer og effektivitetskrav. Kravene kan være generelle krav og dermed møntet på at sektoren samlet set, og på lige fod med andre konkurrenceudsatte virksomheder, får høstet de effektiviseringspotentialer, som den løbende teknologiske udvikling giver. De kan også være individuelle og dermed møntet på at mindre effektive virksomheder skal komme op på niveau med de mest effektive virksomheder inden for sektoren. 

”Vi vil nu indgå i en dialog med branchen og øvrige myndigheder med henblik på eventuelt at tilpasse reguleringen i overensstemmelse med analysens anbefalinger,” siger Carsten Smidt.

Ifølge analysen kan en justering af metoderne for udmøntning af effektiviseringskravene sikre øget effektivisering og dermed lavere forbrugerpriser. Justeringen ville for eksempel for elnetvirksomhederne i 2020 kunne have givet en besparelse for forbrugerne svarende til ca. 29 mio. kr. Der vil være tale om lignende beløb i årene fremover.

Mest ud af grønne investeringer
Forsyningsvirksomheder foretager ofte større effektiviseringer, end det kræves af reguleringen. Det kommer i sidste ende ikke bare ejerne, men også forbrugerne til gavn. Mere effektfulde effektiviseringskrav vil også betyde, at der stilles krav til omkostninger til den grønne omstilling, så det understøtter forsyningernes fokus på at gennemføre den grønne omstilling til størst mulig gavn for forbrugerne.

”Jagten på effektivitet i energiforsyningen er ekstra vigtig i en tid med store krav om grøn omstilling, da det er effektiviseringerne, der sikrer, at vi får mest muligt ud af forbrugernes betaling for de grønne investeringer,” siger Carsten Smidt.  

Kontakt Jacob Klok, kommunikationsrådgiver, på tlf.: 4171 5360.

Se analysen her