Opdateret indtægtsrammemodel

Forsyningstilsynet har opdateret indtægtsrammemodellen, der anvendes til fastsættelse af både foreløbige og endelige indtægtsrammer.

Modellen skal anvendes til fastsættelse af de endelige indtægtsrammer for 2018. Indtægtsrammemodellen er i øjeblikket i en proces med eksternt review, der skal sikre, at modellens beregninger følger bekendtgørelsen. Som en del af review-processen indgår også forslag til mulige forbedringer i forhold til modellens gennemsigtighed.

Med denne mail opfordres netvirksomhederne til at indsende eventuelle bemærkninger og ændringsforslag til modellens beregninger, brugervenlighed og korrektheden af data. Bemærkninger og ændringsforslag modtages gerne inden udgangen af oktober 2019.

Ændringerne i forhold til tidligere versioner af indtægtsrammemodellen kan ses af fanen ”Log” i den opdaterede model.

Det bemærkes, at endnu ikke alle ansøgninger om nødvendige nyinvesteringer og fjernaflæste målere er afgjort. Godkendte forhøjelser vil blive lagt ind i modellen senere.

Endvidere er Forsyningstilsynet ved at færdiggøre en modelbeskrivelse vedrørende modellens opbygning, beregninger, mv. Modelbeskrivelsen vil snarest blive lagt på Forsyningstilsynets hjemmeside. Netvirksomhederne vil modtage en mail, når denne er tilgængelig på hjemmesiden.