Personsammenfald giver risiko for konkurrenceforvridning

De eksisterende habilitetskrav til netselskaberne sikrer kun i begrænset omfang vandtætte skotter mellem monopolaktiviteter og de konkurrenceudsatte aktiviteter i koncerner, der indeholder netvirksomheder. Det er konklusionen på en omfattende registerundersøgelse, som Forsyningstilsynet offentliggør i dag.

"Vores observationer af personsammenfald mellem koncernforbundne selskaber peger på en risiko for konkurrenceforvridning til skade for energiforbrugerne,"

siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt. Han understreger samtidig, at undersøgelsen ikke har givet nogle indikationer på deciderede regelbrud.

”Resultaterne danner imidlertid et godt grundlag for det videre arbejde med at få identi-ficeret tiltag, der vil kunne understøtte konkurrenceforholdene og adskillelsen af monopol- og konkurrenceudsatte aktiviteter i energisektoren,”

siger Carsten Smidt.

Undersøgelsen er udarbejdet som led i en overordnet konkurrenceanalyse af elbranchen, som Forsyningstilsynet er i færd med at lave sammen med Energistyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Det viser Forsyningstilsynets undersøgelse:

  • Der er omfattende personsammenfald på ledelsesposterne i virksomheder med under 100.000 forbrugere, som er undtaget særlige habilitetsregler
  • Der findes mange ”koncerninterne forbindelser” i syv af de otte netvirksomheder med over 100.000 forbrugere, der er omfattet af habilitetsreglerne
  • Der er ikke tegn på, at elkoncerner har overtrådt de gældende krav til habilitet, men habilitetsreglerne er utilstrækkelige til at sikre vandtætte skotter

Analysen kan findes her.

Kontakt:

Jacob Klok, Kommunikationskonsulent, tlf. 41 71 53 60, e-mail: jakl@forsyningstilsynet.dk