Prisen på elektricitet er steget markant fra 1. kvartal 2021 til 4. kvartal 2022. Forsyningstilsynet stiller i denne analyse skarpt på, hvordan man kan forholde sig som forbruger til de stigende og svingende priser

De markante stigninger i prisen på el har gjort det mere relevant end nogensinde før for den enkelte forbruger at se sig godt om ved valget af produkt på det frie marked for elhandel. For jo højere priser og udsving i priserne, jo større er muligheden generelt for at høste besparelser ved at vælge rigtigt. Forsyningstilsynet har i denne analyse taget forbrugerbrillerne på og set nærmere på prisudviklingen i forhold til de forskellige produkter, som i dag findes på markedet. Analysen viser, at de vigtigste valg for forbrugeren er, om det er muligt, at ændre og planlægge sit forbrug, og hvor stor en risiko, vedkommende er villig til at tage ved eventuelt at vælge et produkt med variable frem for faste priser.

Muligheden for at få en billigere elregning afhænger ikke alene af, hvilket elprodukt og hvilken leverandør man vælger. Elforbrugets størrelse har naturligvis også betydning for regningens størrelse, ligesom det kan have betydning, i hvilke timer man forbruger el. Størrelsen af elforbruget er i sagens natur ikke uvæsentlig – jo større elforbrug, jo vigtigere er det at planlægge sit forbrug. Hvis der f.eks. er tale om en stor husholdning med bl.a. elvarme og elbil, er der forholdsvist flere penge at spare ved at have et elprodukt med en variabel elpris og lægge sit forbrug i timer med relativt lave priser. Det gøres f.eks. ved at sætte elbilen til at lade eller vaskemaskine til at køre om natten eller på solrige og blæsende dage. Her er prisen nemlig typisk lav som følge af mindre efterspørgsel eller høj produktion fra vind- og solenergi.

For både elprodukter med fast og variabel pris er der herudover stor forskel på, hvor stor enandel af prisen som går til henholdsvis abonnementsbetaling og selve elforbruget pr. kWh. Nogle produkter har en høj abonnementsbetaling og lav pris pr. kWh, mens det forholder sig omvendt for andre. Har man et stort forbrug, vil man typisk være bedst stillet ved at vælge et elprodukt med en stor abonnementsbetaling og en lavere pris pr. kWh (og omvendt). Man kan som forbruger se og sammenligne de forskellige elprodukter på elpris.dk.