Afgørelse om tilbagebetalt driftoverskud i Elro Net

Energitilsynet har besluttet blandt andet at meddele ELRO Net A/S, at Energitilsynet ikke har indvendinger imod, at selskabet har valgt at udbetale driftsoverskud til selskabets kunder

Fire forbrugere i Elro Net A/S’s (herefter benævnt ”selskabet”) forsyningsområde har klaget over beregningen og dermed størrelsen af den rabat, selskabet udbetalte til de forbrugere, at der var registreret som kunder hos selskabet pr. 30. november 2006. Alle 4 klager – der alle vedrører nøjagtigt samme forhold og som derfor behandles under et, dog med udgangspunkt i en enkelt klage – er indgivet af private forbrugere og omhandler størrelsen af den udbetalte rabat tillige med beregningen heraf.

Selskabet udbetalte i foråret 2007 i alt kr. 75 mio. til sine netkunder. Udbetalingen blev gennemført som en engangsrabat på elforbruget med den begrundelse, at udbetalingen så ville være skattefri for private forbrugere. Størrelsen af den samlede udbetaling, der var besluttet af selskabets repræsentantskab, svarer beløbsmæssigt til et års driftsoverskud i ELRO Net A/S. Ifølge selskabets oplysninger til kunderne i forbindelse med udbetalingen er grundlaget herfor skabt gennem effektiv drift af elforsyningen og omkostningseffektivitet.

Energitilsynet har besluttet at meddele ELRO Net A/S, at Energitilsynet ikke har indvendinger imod, at selskabet har valgt at udbetale, hvad der svarer til et års driftsoverskud som en delvis forbrugsafhængig rabat til selskabets kunder. Energitilsynet har imidlertid pålagt selskabet at ændre rabatudbetalingsmodellen, således at en urimelig forskelsbehandling bringes til ophør.

Fakta: Forsyningstilsynet

har overtaget alle opgaver fra Energitilsynet 1. juli 2018.