Reguleringsregnskab for Vordingborg Elnet A/S

Det er Forsyningstilsynets opgave, at fastsætte en indtægtsramme for hver netvirksomhed efter reglerne i Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder (BEK nr. 969 af 27/06/2018). Indtægtsrammen sætter et loft for hvor meget netvirksomhederne maksimalt må tjene ved at have bevilling (monopol) til at distribuere elektricitet.

Hvert år inden 1. juli modtager Forsyningstilsynet et regnskab fra netvirksomhederne vedrørende disse bevillingspligtige monopolaktiviteter. 

Reguleringsregnskaberne beskriver bl.a. indtægter, omkostninger og investeringer i det foregående år. Forsyningstilsynet kan på den måde:

  • sammenholde de faktiske indtægter med den tilladte indtægtsramme og
  • anvende de konkrete omkostninger til at fastsætte de følgende års indtægtsramme.

De nærmere regler for aflæggelse af reguleringsregnskaber kan findes i Bekendtgørelse om netvirksomheders reguleringsregnskab (BEK nr. 1469 af 10/12/2018).

Netvirksomhederne har endvidere mulighed for at ansøge om en forhøjelse af indtægtsrammen. De konkrete investeringer/aktiviteter fremgår som en del af reguleringsregnskabet, og Forsyningstilsynet vurderer årligt om de ansøgte investeringer/aktiviteter kan give anledning til en forhøjelse af indtægtsrammen.