Forsyningstilsynet sender Energinets metodeanmeldelse af kapacitetskonvertering mellem entry-punkterne i høring

Der er tale om et nyt metodevilkår ”capacity conversion in relation to entry points” (konvertering mellem entry-punkter). Energinet angiver i anmeldelsen, at metoden indføres for at sikre mest muligt fleksibilitet i markedets anvendelse af det danske transmissionssystem henset til den nuværende

ekstraordinære forsyningssituation. Det er Energinets vurdering, at en mere fleksibel anvendelse af systemet vil styrke den danske forsyningssikkerhed, da markedet nemt og omkostningseffektivt kan flytte entry-kapacitet derhen i systemet, hvor gassen kan leveres.

Vilkåret foreslås indført i en tidsbegrænset periode, hvor forsyningssituationen vurderes at være mest udfordret, og gældende frem til den 30. september 2024.

Metoder for priser, betingelser og vilkår m.v. for adgang til transmissionssystemet skal godkendes af Forsyningstilsynet. (Energinets metodeanmeldelse kan tilgås her på siden.)

Indsendelse af høringssvar

Forsyningstilsynet anmoder eventuelle interesserede om at indsende bemærkninger til Energinets metodeanmeldelse senest den 28. november 2022, kl. 14:00 pr. digital post via kontaktoplysningerne her på siden.

Høringssvar bedes venligst adresseres til Bianka Koptelova Justesen.

Forsyningstilsynet opfordrer interesserede til at fokusere deres høringssvar på forhold, der vil kunne være relevante for tilsynets vurdering af, om metoden kan godkendes.