Høring af udkast til ny anmeldelsesbekendtgørelse

Forsyningstilsynet har sendt et udkast til en ny anmeldelsesbekendtgørelse i høring den 26. september 2018.  Anmeldelsesbekendtgørelsen fastsætter hvilke omkostninger og oplysninger, virksomhederne skal indberette til Forsyningstilsynet.

Anmeldelsesbekendtgørelsen ændres i forbindelse med den videre udmøntning af § 22, i ændringslov nr. 1677 af 26. december 2017 (Standardisering af regnskabsføring og dataindberetning m.v. for varmeforsyningsvirksomheder til brug for en ny økonomisk regulering). I forhold til tidligere indberetninger indeholder den nye anmeldelsesbekendtgørelse et krav til selskaber med et årligt varmesalg på 50 TJ eller mere om, at deres omkostningsdata skal indberettes fordelt til produktion, transmission og distribution. Derudover er foretaget redaktionelle ændringer. 

Den nye anmeldelsesbekendtgørelse vil træde i kraft den 15. november 2018.

Eventuelle bemærkninger til høringsudkastet sendes til Forsyningstilsynet (post@forsyningstilsynet.dk) med kopi til Marie Louise Dahl (mld@forsyningstilsynet.dk) og Renée van Naerssen (rvn@forsyningstilsynet.dk). Høringsfristen er den 24. oktober 2018. 

Høringsbrev, udkast til anmeldelsesbekendtgørelsen og BDOs vurdering af de administrative byrder, der for virksomhederne er forbundet med det nye krav, kan læses her på siden.