Høring over Energinets metode for netprodukter med begrænset netadgang for forbrugsanlæg

Forsyningstilsynet sender hermed Energinets metode for netprodukter med begrænset netadgang for forbrugsanlæg i offentlig høring.

Energinet har den 16. juni 2022 anmeldt en metode for netprodukter med begrænset netadgang for forbrugsanlæg i transmissionsnettet til Forsyningstilsynets godkendelse. Forsyningstilsynet har haft en tidligere udgave af metoden i høring fra den 1. september 2020 til den 16. september 2020.

Energinet har i oplyst, at indførelsen af netprodukterne kan nedbringe den maksimale effekt, som skal indgå i dimensioneringen af nettet. I denne forbindelse kan Energinet vha. de nye netprodukter tilbyde tarifreduktion til fleksible forbrugsanlæg i transmissionsnettet. Til gengæld skal disse anlæg så være afbrydelige i perioder, hvor nettet kræver det.

Metoden indeholder følgende to netprodukter:

  • Begrænset netadgang (frivilligt tilvalg af afbrydelighed med tilhørende reduceret nettarif) og
  • Midlertidigt begrænset netadgang (midlertidig afbrydelighed i forbindelse med nettilslutning af en forbruger i transmissionsnettet, hvor transmissionsnettet endnu ikke er tiltrækkelig udbygget, og med tilhørende reduceret nettarif)

Følgende materiale er vedlagt høringen og kan findes under ’Hent filer’ her på siden:

  • Metodeanmeldelse – Energinets netprodukter med begrænset netadgang.
  • Forsyningstilsynets spørgsmål til metoden samt Energinet svar.

Indsendelse af høringssvar

Forsyningstilsynet anmoder eventuelle interesserede om at indsende bemærkninger til branchevejledningen senest den 31. oktober 2022 kl. 14:00 pr. digital post via kontaktoplysningerne her på siden. Høringssvar bedes venligst adresseres til Nikola Mitrovic-Jovanovic og påføres Forsyningstilsynets journalnummer 22/01424.

Forsyningstilsynet opfordrer interesserede til at fokusere deres høringssvar på forhold, der vil kunne være relevante for tilsynets vurdering af, om metoden kan godkendes. Tilsynet skal i forbindelse med sin vurdering af metoden forholde sig til de kriterier, der fremgår af elforsyningslovens § 73, stk. 1, og elmarkedsforordningens artikel 18.