Høring over udkast til afgørelse vedrørende metodeforslag om indførelse af sæsonfaktorer i Ellund-punktet under Tyra-nedlukningen

Forsyningstilsynet modtog den 15. marts 2019 en metodeanmeldelse fra Energinet, hvor  Energinet anmelder et forslag om at indføre sæsonfaktorer i transmissionstarifferne i det dansk-tyske grænsepunkt, Ellund, i den periode, hvor det danske gasfelt, Tyra, er lukket ned, og hvor næsten al gas til det dansk-svenske gasmarked skal importeres fra Tyskland

Formålet med at indføre sæsonfaktorer på Ellund-punktet under Tyra-nedlukningen er fremme en mere effektiv udnyttelse af den danske gasinfrastruktur i den periode, hvor Tyra-feltet er lukket. Infrastrukturen omfatter både transmissionssystemet og de to danske naturgaslagre. En mere effektiv udnyttelse af infrastrukturen skal understøtte forsyningssikkerheden under Tyra-nedlukningen.

Sæsonfaktorer skal konkret tilskynde transportkunderne til at transportere mere gas til det danske marked om sommeren, hvor der er rigelig kapacitet i Ellund-punktet, i stedet for om vinteren, hvor kapaciteten i Ellund-punktet ikke er tilstrækkelig til at dække behovet for gas. Sæsonfaktorer gør det således billigere at transportere gas i sommerhalvåret og dyrere at transportere gas i vinterhalvåret. Sæsonfaktorerne tilskynder ligeledes transportkunderne til at købe kapacitet på årsbasis (årskontrakter) i stedet for kapacitet på kvartals-, måneds, og dagsbasis.

Forsyningstilsynet lægger op til at godkende metoden med sæsonfaktorer for perioden 1. oktober 2020 – 1. oktober 2022.

Forsyningstilsynet skal anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til Forsyningstilsynets udkast til afgørelse senest den 10. december 2019, kl. 15.00.  
 

Kontakt

Bemærkninger skal sendes til post@forsyningstilsynet.dk med kopi til chefkonsulent Henrik Nygaard Jensen (hnj@forsyningstilsynet.dk).