Årsrapporten for de bevillingspligtige aktiviteter, som aflægges til Energitilsynet, skal dog udarbejdes i overensstemmelse med principperne i årsregnskabsloven, jf. indtægtsrammebekendtgørelsens § 28, stk. 1. Sekretariatet for Energitilsynet vurderer videre, at de af NRGi Net A/S fremlagte beregningsmæssige principper og datagrundlag kan anvendes i beregningen af indtægtsrammens korrektion fra og med tidspunktet for praksisændringen. NRGi kan da imødese en indtægtsrammekorrektion svarende til den pris- og mængdejusterede værdi af ændringen i de driftsmæssige indtægter for 2004, som er forårsaget af anvendelsen af det nye regnskabsprincip. Endelig bekræfter Sekretariatet for Energitilsynet, at netvirksomhederne har mulighed for at justere allerede indsendte afviklingsplaner, såfremt efterfølgende afgørelser om forhøjelse eller reduktioner af indtægtsrammen vil føre til en ændring af de opgjorte differencer. Sekretariatet understreger dog, at der med en justering menes en ændring, hvor det alene er den tidligere ukendte eller usikre størrelse, som planens beløb kan ændres med. 15/06596