Forsyningstilsynet godkender en metode og en branchevejledning om tarifering af lokale sammenslutninger

04-07-2025

Forsyningstilsynet har godkendt en tarifmetode fra Cerius A/S og Radius Elnet A/S og har samtidig tilkendegivet, at det tager en branchevejledning fra Green Power Denmark til efterretning indtil udgangen af 2027. Branchevejledningen og metoden er stort set identiske og fastlægger en ny metode for tarifering af lokale sammenslutninger. Formålet med metoden er ifølge Green Power Denmark, Cerius A/S og Radius Elnet A/S at understøtte, at lokale sammenslutninger medvirker til en optimeret anvendelse af elnettet ved at give dem en reduceret tarif. Metoden kan dermed medvirke til en reduceret maksimal belastning af elnettet og et potentielt reduceret behov for at udbygge det. Der er behov for yderligere analyser, hvis Forsyningstilsynet skal godkende tarifmoden hhv. tage branchevejledningen til efterretning uden tidsbegrænsning.

En øget interesse blandt kunder for at etablere lokale sammenslutninger på lavspændingsniveau har gjort det aktuelt for Green Power Denmark, Cerius A/S og Radius Elnet A/S at udarbejde en metode for tarifering af de pågældende sammenslutninger. For Green Power Denmarks vedkommende er det sket i form af en branchevejledning, som kan danne baggrund for hurtigere godkendelse af tarifmetoderne hos andre netvirksomheder end Cerius A/S og Radius Elnet A/S.

Gælder kun elkunder på lavspænding

Den nye metode omfatter kunder, som er tilsluttet distributionsnettet i en 10/0,4 kV transformerstation på lavspændingssiden. Det betyder, at metoden er afgrænset til kun at gælde for elkunder på lavspænding, og at den derfor ikke kan anvendes af elkunder tilsluttet højspænding eller af elkunder, som er tilsluttet forskellige transformerstationer. Metoden er frivillig og berører derfor ikke forbrugskunder, producenter og egenproducenter på C- og B-lav-niveau, som ikke ønsker at indgå i en lokal sammenslutning af netkunder, ligesom den ikke berører A-høj, A-lav og B-høj-kunder. Alle disse kundegrupper tariferes fortsat med udgangspunkt i den nugældende godkendte tariferingsmetode Tarifmodel 3.0.

Metoden er baseret på en opskaleret effektbetaling svarende til 75 pct. og en nedskaleret energibetaling svarende til 25 pct. Det betyder, at betalingen for de omfattede kunder vil bestå af en fast effektbetaling, der udgør 75 pct. af tariferingen og er baseret på den kapacitet, kunden råder over, samt en variabel forbrugstarif, der udgør de resterende 25 pct. og afhænger af kundens faktiske elforbrug fra det kollektive net.

Forenklet procedure

Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om at godkende metoden anmeldt af Cerius A/S og Radius Elnet A/S indtil den 31. december 2027. Forsyningstilsynet har også besluttet at tilkendegive, at den tager Green Power Denmarks branchevejledning til efterretning frem til 31. december 2027.

Effekten af Forsyningstilsynets tilkendegivelse er, at de netvirksomheder, som vælger at indrette deres tarifmetoder på området i overensstemmelse med branchevejledningen, kan få dem godkendt gennem en forenklet procedure.

Lever op til gældende regler

Forsyningstilsynet vurderer, at tarifmetoden og branchevejledningen samlet set lever op til de krav, der følger af den danske elforsyningslov og EU’s elmarkedsforordning – herunder rimelighed, gennemsigtighed, objektivitet og ikke-diskrimination. Dermed kan Forsyningstilsynet godkende metoden og tage branchevejledningen til efterretning.

Samtidig vurderer Forsyningstilsynet dog, at der er behov for et styrket analytisk grundlag i forhold til dokumentationen for, at fordelingen mellem effektbetaling og forbrugstarif afspejler de faktiske omkostninger, som de omfattede kundetyper påfører nettet. Det er på denne baggrund, at tarifmetoden kun er godkendt og branchevejledningen kun er taget til efterretning midlertidigt frem til 31. december 2027.

Fremadrettet analyse skal styrke beslutningsgrundlaget

Forsyningstilsynet opfordrer samtidig Green Power Denmark, Cerius A/S og Radius Elnet A/S til at udarbejde en mere detaljeret analyse af omkostningsfordelingen mellem effekt og energi for de relevante kundetyper inden udarbejdelsen af en ny branchevejledning og metode, som kan danne baggrund for tarifering af de omfattede elkunder efter 2027. Det skal sikre et mere solidt og gennemsigtigt grundlag for fremtidig tarifering og dermed også grundlaget for, at branchevejledningen kan tages til efterretning for en længere periode og at metoden kan godkendes uden tidsbegrænsning.

Find Forsyningstilsynets tilkendegivelse og metodegodkendelse her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

Kontakt