Afgørelse om Ringkøbing Fjernvarmeværk A.m.b.a.s leveringsbetingelser om opkrævning af investeringsbidrag

H.H. Udlejning A/S (herefter klager eller H.H. Udlejning) har indbragt en klage for Forsyningstilsynet over at være blevet opkrævet et nyt, fuldt investeringsbidrag af Ringkøbing Fjernvarmeværk A.m.b.a. (herefter Ringkøbing Fjernvarme) i forbindelse med opførelsen af en ny selvstændig bygning på 480 m2 i 2 etager på ejendommen (den nye bygning). På ejendommen var oprindelig opført en bygning i 2 etager på i alt 500 m2 (den eksisterende bygning), som allerede var tilsluttet fjernvarmen. Klager har selv anlagt en intern stikledning mellem de to bygninger til forsyning af den nye bolig og har derfor heller ikke betalt stikledningsbidrag. Der er en varmemåler til måling af bygningernes samlede forbrug. Klager finder, at Ringkøbing Fjernvarme ikke er berettiget til at opkræve et bidrag, alternativt alene et supplerende investeringsbidrag.

Forsyningstilsynet vurderer, at de anmeldte bestemmelser i §§ 2.6-2.8 i Ringkøbing Fjernvarmes leveringsbetingelser, ikke må anses for urimelige i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, 3 og 4. Forsyningstilsynet finder i øvrigt, at det som udgangspunkt generelt ikke er urimeligt, at selvstændige, nyopførte bygninger betaler investeringsbidrag som var der tale om en nytilslutning, uanset at bygningen opføres på samme matrikel som en allerede tilsluttet bygning. At klager selv har anlagt en intern stikledning ændrer efter Forsyningstilsynets vurdering ikke umiddelbart herved.

Om der skulle være særlige, konkrete forhold ved klagers tilslutning, som kan begrunde et andet resultat, finder Forsyningstilsynet ikke at kunne tage stilling til, jf. § 3, stk. 3, i Lov om Forsyningstilsynet. Sådanne evt. bevisspørgsmål må afklares i det civilretlige system, såfremt parterne ikke kan blive enige. Dette gælder tilsvarende, hvad Ringkøbing Fjernvarme evt. måtte have oplyst mundtligt omkring investeringsbidraget, som der ikke foreligger dokumentation på.

Forsyningstilsynet finder herefter ikke grundlag for at foretage sig yderligere i anledning af klagen. Da Forsyningstilsynet har foretaget sagsbehandlingsskridt, vurderer Forsyningstilsynet, at der er tale om en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Klageadgang tilkommer parter. Det er Energiklagenævnet, der vurderer, om der er tale om en afgørelse, der kan påklages, herunder om klager er klageberettiget. Klagevejledning er derfor for god ordens skyld meddelt afslutningsvis.