Høring over Forsyningstilsynets opdaterede forslag til en pålidelighedsstandard

08-09-2025

Frist: 22. september 2025.

Energistyrelsen har anmodet Forsyningstilsynet om at udarbejde et opdateret forslag til en pålidelighedsstandard, der kan bruges til at lave en ansøgning om at indføre en kapacitetsmekanisme i Danmark. Pålidelighedsstandarden anvendes til bl.a. fastsættelse af kapacitetsmekanismemængden. Energistyrelsen har anmodet om at modtage Forsyningstilsynets forslag senest den 30. september 2025.

Forsyningstilsynets udkast til et forslag til pålidelighedsstandard er udarbejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentet og Rådets forordning 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet (elmarkedsforordningen) artikel 25 og en metode, som er godkendt af EU-agenturet for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (ACER) efter elmarkedsforordningen artikel 23, stk. 6.

Forsyningstilsynet foreslår i sit udkast, at pålidelighedsstandarden for Danmark fastsættes til 1,49 timer.

Forslaget afviger kun marginalt fra det forslag som Forsyningstilsynet havde i høring fra 6. marts til 3. april 2025, og som blev offentliggjort d.  23 maj 2025: https://forsyningstilsynet.dk/nyheder/2025/maj/offentliggoerelse-af-forsyningstilsynets-forslag-til-en-paalidelighedsstandard-med-tilhoerende-parametre-

Derfor er høringsfristen sat til 14 dage.

Forsyningstilsynets udkast, som hermed sendes i offentlig høring, er baseret på Energistyrelsens rapport om Value of Lost Load (VOLL). Energistyrelsens rapport om VOLL bygger på tal, der er indsamlet i ultimo 2024. Det følger af elmarkedsforordningens artikel 11, stk. 2, at overslaget over VOLL skal opdateres mindst hvert 5. år eller tidligere, hvis Energistyrelsen konstaterer en væsentlig ændring.

Forsyningstilsynets forslag med tilhørende bilag kan tilgås her på siden.

Indsendelse af høringssvar

Forsyningstilsynet anmoder eventuelle interesserede om at indsende bemærkninger senest den 22. september 2025 pr. digital post via kontaktoplysningerne her på siden. Høringssvar bedes venligst adresseres til Oli Dagmann Johannsson og påføres Forsyningstilsynets journalnummer 25/01330.

Kontakt