Anmeldelsen indeholder tre kravdokumenter
Green Power Denmark har delt anmeldelsen op i tre kravdokumenter efter hjemmel og forbrug eller produktion:
- Bilag 1 – Kravdokument – Elforsyningsloven – Forbrug
- Bilag 2 – Kravdokument – Elforsyningsloven – Produktion
- Bilag 3 – Kravdokument – RfG
Som det fremgår af kravdokumenternes titel, er de to første anmeldt med hjemmel i elforsyningsloven § 26. Elforsyningsloven § 26 fastsætter, at Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvordan netvirksomheder udarbejder deres tekniske krav. Man kan læse de nærmere regler for netvirksomhedernes udarbejdelse af tekniske krav i § 30 i bekendtgørelse nr. 1468 af 01/12/2025 om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter (netvirksomhedsbekendtgørelsen).
Det tredje dokument har hjemmel i Kommissionens forordning (EU) 2016/631 af 14. april 2016 om fastsættelse af netregler om krav til nettilslutning for produktionsanlæg (RfG). Forordningen RfG beskriver de europæiske krav til produktionsanlæg. De anmeldte krav er anmeldt ud fra de enkelte bestemmelser i forordningen, hvilket fremgår i kravdokumentet. Det fremgår i netvirksomhedsbekendtgørelsen § 30, stk. 2, at krav fastsat med hjemmel i elforsyningsloven ikke må regulere ved bestemmelser indeholdt i forskrifter af Energinet fastsat i medfør af systemansvarsbekendtgørelsen eller ved bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
Forsyningstilsynet beder om bemærkninger fra interesserede aktører
Forsyningstilsynet beder om bemærkninger fra interesserede aktører til de tre kravdokumenter med fokus på kravenes materielle indhold og deres hjemmel i netvirksomhedsbekendtgørelsen og RfG. Forsyningstilsynet henleder særligt interesserede parters opmærksomhed på Elforsyningsloven § 6 d og § 73 a og på RfG artikel 7, stk. 3. Forsyningstilsynet vil inddrage bemærkningerne i vurderingen af, om anmeldelsen kan godkendes.
Green Power Denmark har forslået en overgangsordning på tre måneder fra godkendelse af anmeldelsen til ikrafttrædelse af kravene. Forsyningstilsynet vil i den forbindelse bede de interesserede parter om bemærkninger til længden af overgangsordningen med henblik på at vurdere, om overgangsordningen har en passende længde.
Supplerende materiale
Anmeldelsen indeholder yderligere en række supplerende dokumenter, som kan bistå i læsningen af de anmeldte tekniske krav. Forsyningstilsynet har vedhæftet dem i høringen som bilag 4 – 13. Bilagene 4, 5 og 6 indeholder begrundelserne og formlerne for udregningerne for fastsættelse af grænseværdier. Bilag 7 indeholder høringssvar fra Green Power Denmarks egen høring af kravene fastsat i medfør af Elforsyningsloven. Bilag 8 – 13 indeholder Green Power Denmarks argumenter for fastsættelse af krav for specifikke, tekniske udfordringer for opretholdelsen af elkvalitet.
Indsendelse af høringssvar
Forsyningstilsynet anmoder interesserede om at indsende bemærkninger til det anmeldte forslag med digital post via virk.dk eller borger.dk senest den 15. august 2026. Høringssvar bedes adresseret til Johannes Holger Thomsen og påføres Forsyningstilsynets journalnummer 26/02400.