Justeret dækningsområde til fastsættelse af reguleringsprisindekset

19-12-2025

Danmarks Statistik ophører med at opdatere pris- og lønindeks, som anvendes til justering af pristalsudviklingen af elnetvirksomhedernes indtægtsrammer. De to indeks vægtes ligeligt sammen til et samlet reguleringsprisindeks, som anvendes til pristalsjustering af omkostninger og aktiver.

Forsyningstilsynet skal i henhold til § 26, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1737 af 30. december 2024 om indtægtsrammer for netvirksomheder (herefter indtægtsrammebekendtgørelsen) udmelde, hvorledes pristalsreguleringen til brug for fastsættelse af indtægtsrammerne fremadrettet vil foretages, såfremt Danmarks Statistik justerer indhold og dækningsområde for de anvendte indeks. Justeringen i pristalsindekset skal foretages med henblik på at sikre, at pristalsreguleringen i videst muligt omfang fortsætter på et tilsvarende grundlag.

Nedenfor beskrives, hvilke indeks Forsyningstilsynet fremadrettet vil anvende for at sikre, at pristalsreguleringen i videst muligt omfang fortsætter på tilsvarende grundlag givet de eksisterende indeks ophører, jf. indtægtsrammebekendtgørelsens § 26, stk. 2.

Danmarks Statistik ophører med at opdatere pris- og lønindeks

Danmarks Statistik ophører med at opdatere de to indeks, som danner grundlag for fastsættelsen af reguleringsprisindekset, jf. indtægtsrammebekendtgørelsens § 26, stk.1. Det drejer sig om Prisindeks for indenlandsk vareforsyning (PRIS1115) med basisåret 2015, som anvendes til at bestemme prisudviklingen på materialer, samt Implicit lønindeks for virksomheder og organisationer (ILON12), som anvendes til at bestemme lønudviklingen. Danmarks Statistik ophører med at opdatere Prisindeks for indenlandsk vareforsyning med basisåret 2015 efter publicering af værdien for december 2024, mens opdateringen af Implicit lønindeks for virksomheder og organisationer ophører efter publicering af værdien for 4. kvartal 2025.

Nyt basisår for prisindeks for indenlandsk vareforsyning

Forsyningstilsynet erstatter det hidtidige anvendte prisindeks for indenlandsk vareforsyning med basisåret 2015 med det tilsvarende prisindeks for indenlandsk vareforsyning med basisåret 2021, som Danmarks Statistik offentliggør på statistikbanken.dk med tabelnavnet PRIS1121. Ændringen vil være gældende fra og med observationen for januar 2025. Herved vil Forsyningstilsynet fastsætte prisudviklingen fra december 2024 til januar 2025 ud fra udviklingen i prisindeks for indenlandsk vareforsyning med basisåret 2021.

Skift til standardberegnet lønindeks

Danmarks Statistik ophører med at beregne implicit lønindeks for virksomheder og organisationer (ILON12). Danmarks Statistik har besluttet generelt at standse med at offentliggøre nye tal for de implicitte lønindeks. Fremadrettet vil Forsyningstilsynet derfor anvende Danmarks Statistiks standardberegnede lønindeks (SBLON1). Det nye lønindeks vil blive anvendt fra og med værdien for 1. kvartal 2026.

Standardberegnede lønindeks er kendetegnet ved i størst muligt omfang at rense for ændringer i branchernes beskæftigelsessammensætning og medarbejdernes arbejdsfunktion for at estimere den rene lønudvikling for de beskæftigede, mens et implicit lønindeks bestemmes som et summarisk løngennemsnit af alle medarbejdere i en given branche. Ændret aflønning som følge af skift i arbejdsfunktion eller skift i medarbejdernes uddannelsesmæssige baggrund i en branche vil som udgangspunkt indgå i opgørelsen af lønudviklingen i et implicit lønindeks, men ikke i et standardberegnet lønindeks.

Forsyningstilsynet vurderer, at anvendelse af et standardberegnet lønindeks betyder, at pristalsreguleringen i videst muligt omfang fortsætter på et tilsvarende grundlag i overensstemmelse med indtægtsrammebekendtgørelsens § 26, stk. 2.

 

Kontakt