Hvad er acontobetaling?
Acontobetaling er en betalingsmetode, hvor elleverandører opkræver forudbetaling for et estimeret elforbrug. Ved periodens afslutning bliver elforbruget opgjort og afregnet i overensstemmelse med det faktiske forbrug.
Hvad siger reglerne?
Elleverandører skal give dig adgang til en overskuelig information om dine acontobetalinger, herunder det forudsatte forbrug og prisgrundlag, betalte beløb samt eventuelle modregninger og tilbagebetalinger.
Ved acontobetaling skal de mængder og priser, som elleverandøren anvender til at fastsætte acontobetalingen, være rimelige og afspejle det forventede elektricitetsforbrug.
Ved acontobetaling gælder følgende fire centrale regler:
- De anvendte energimængder skal være fastsat på baggrund af data om dit historiske forbrug. I det omfang oplysningerne foreligger, skal der anvendes data for forbrug og egenproduktion fra Energinets datahub.
- Priserne skal afspejle det forventede prisniveau i afregningsperioden og elleverandøren skal kunne dokumentere dette ved henvisning til offentligt tilgængelige prisdata.
- For meget betalte acontobeløb skal tilbageføres til din betalingskonto i forbindelse med hver fakturering, dog mindst én gang i hvert kvartal. Forud for tilbagebetalingen kan der ske modregning i næste aconto betaling.
- Ved acontoafregning af egenproducenter skal der desuden tages hensyn til forventet egenproduktion.
Som forbruger har du har således krav på at få dit for meget betalt acontobeløb tilbagebetalt, mindst hver tredje måned.
Du kan finde reglerne for acontobetaling her
Er der andre betalingsmetoder?
Der findes andre betalingsmetoder end acontobetaling, herunder bagudbetaling for faktisk forbrug. Som elkunde har du altid mulighed for at vælge en elleverandør, som tilbyder den betalingsmetode, der passer dig bedst.
Hvad siger reglerne om betalingsmetoder?
Elleverandøren skal tilbyde deres elkunder et bredt udvalg af betalingsmetoder, som ikke må indebære urimelig forskelsbehandling af elkunderne. Enhver forskel i vilkår og betingelser som følge af den valgte betalingsmetode, skal være objektiv, ikkeforskelsbehandlende og forholdsmæssig. De skal samtidig afspejle elleverandørens omkostninger ved forskellige betalingssystemer.
De generelle vilkår og betingelser for betaling skal være rimelige og gennemsigtige. De skal anføres i et klart og forståeligt sprog og må ikke indeholde ikkekontraktmæssige hindringer for udøvelsen af elkundens rettigheder såsom krav om unødig dokumentation.
Hvor kan du klage?
Det første sted, du som forbruger skal klage, er hos den elleverandør, som du har skiftet fra. Elleverandøren er forpligtet til at behandle din klage på en enkel, retfærdig og hurtig måde. Hvis leverandøren ikke giver dig medhold i din klage, eller slet ikke besvarer den, har du mulighed for at indbringe klagen for Ankenævnet på Energiområdet. Ankenævnet på Energiområdet behandler civilretlige tvister om økonomiske krav mellem private forbrugere og elselskaber på elområdet.
Du kan læse mere om din klageadgang på ankenævnets hjemmeside her:
Sådan klager du (energianke.dk)
Du bør være opmærksom på, at der er et gebyr for at klage til nævnet. Klagegebyret bliver betalt tilbage til dig, hvis du får medhold. Hvis du beslutter at klage til ankenævnet, skal du udfylde en klageformular og indsende relevant dokumentation.
Du er også velkommen i Forsyningstilsynet
Du er også altid velkommen til at henvende dig til os i Forsyningstilsynet. Vi fører tilsyn med Elleverandørerne, og eventuelle henvendelser kan indgå i vores tilsyn.
Vi gør opmærksom på, at et økonomisk mellemværende mellem en elhandelsvirksomhed og en (tidligere) elkunde er en civilretlig tvist, som Forsyningstilsynet ifølge lov om Forsyningstilsynet ikke har mandat til at behandle.
Henvendelser til Forsyningstilsynet kan ske til:
Forsyningstilsynet
Digital Post via virk.dk
Digital Post via borger.dk
T: 4171 5400
Læs mere om resultaterne af Forsyningstilsynets tilsyn på Forsyningstilsynets afgørelsesdatabase.