Deltagere på de europæiske engrosmarkeder for el og gas (REMIT)

EU’s regler til bekæmpelse af markedsmanipulation og insiderhandel (REMIT) stiller krav til alle aktører, der deltager på de fælles europæiske engrosmarkeder for handel med el og gas. Forsyningstilsynet har til opgave at håndhæve REMIT-reglerne i Danmark.

Du kan finde EU’s REMIT-regler (Europa-Parlamentets og Rådets forordning) her.

Registreringspligt for markedsdeltagere

Som dansk aktør, der deltager på de europæiske engrosmarkeder for el og gas, skal du være registreret hos Forsyningstilsynet. Det samme gælder for alle aktører fra ikke-EU-lande, som har størstedelen af deres handelsaktiviteter i Danmark. Aktører fra andre EU-lande skal registrere sig i deres hjemland.

Registrering af algoritmehandel

Som en del af registreringen som markedsdeltager skal du oplyse, om du foretager algoritmehandler. Denne oplysningspligt gælder også, hvis du giver direkte elektronisk adgang til organiserede markeder (OMP) til andre markedsdeltagere.

Algoritmehandel involverer brug af computeralgoritmer til at automatisere handler ved høje hastigheder. Direkte elektronisk adgang indebærer at give andre markedsdeltagere mulighed for at handle direkte på organiserede markedspladser ved hjælp af en anden enheds handelskode eller infrastruktur.

Kravene om meddelelsespligt af algoritmehandel og direkte elektronisk adgang følger af REMIT-forordningens artikel 5a om algoritmisk handel med senere ændringer, som kan findes her.

Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) har beskrevet forpligtelserne for markedsdeltagere til at registrere deres brug af algoritmehandel og direkte elektronisk adgang i et åbent brev, som du kan finde her.

Opdateringspligt

Det er dit ansvar som markedsaktør både at være registreret og at sørge for, at din registrering altid er opdateret.

Hvor skal du registrere eller opdatere din registrering?

Registreringen eller opdateringen skal ske via en webformular, som du kan finde her.

Du kan finde en brugermanual til registreringen her.

Har du behov for praktisk hjælp til registreringen, kan du skrive til remit@forsyningstilsynet.dk eller ringe på tlf. 41 71 54 00.

Europæisk indberetning af transaktioner

Alle aktører, som deltager på de europæiske engrosmarkeder for el og gas, har pligt til at indberette deres transaktioner til Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER). Indberetningspligten gælder også, hvis markedsdeltageren giver direkte elektronisk adgang til organiserede markeder (OMP) til andre markedsdeltagere.

Europa-Kommissionen har fastsat regler for, hvilke kontrakter og derivater, herunder handelsordrer, som skal indberettes, samt en række indberetningsforpligtelser og –frister.

EU’s regler om indberetning af transaktioner fremgår af gennemførelsesforordningen, som du kan finde her.

For at gennemføre den europæiske indberetning af transaktioner skal du tilmeldes en såkaldt Registered Reporting Mechanism (RRM). Yderligere information om tilmelding til RRM kan du finde på ACER’s REMIT-portal her.

Anmeldelse af potentielle lovovertrædelser

Har du mistanke om, at EU’s regler om forbud mod markedsmanipulation og insiderhandel (REMIT) er blevet overtrådt, har du mulighed for at anmelde det til Forsyningstilsynet via ACER’s REMIT-portal her.

Anmeldelsen behandles fortroligt og kan ske anonymt.

Her finder du yderligere links til REMIT-reglerne, vejledninger mm.

Du kan finde ACER’s seneste vejledning om REMIT-reglerne (ACER Guidance) her.

Du kan finde ACER’s spørgsmål og svar om REMIT her.

Yderligere information og dokumenter kan også findes på REMIT-portalen, som bestyres af ACER, og er tilgængelig for alle markedsdeltagere og andre interessenter. Den kan findes her.

Forsyningstilsynet udgav i november 2023 Vejledning om handel med sig selv på engrosmarkedet for el. Vejledningen omhandler brug af ”wash trades” (handel med sig selv) der leder til ”capacity hoarding” (hamstring af transmissionskapacitet). Dette karakteriseres som markedsmanipulation og er en overtrædelse af REMIT-forordningen. Vejledningen kan findes her.

Spørgsmål om REMIT kan herudover rettes til Forsyningstilsynet via: remit@forsyningstilsynet.dk

Hvordan håndhæver vi reglerne?

Forsyningstilsynet håndhæver EU’s regler til bekæmpelse af markedsmanipulation og insiderhandel (REMIT) gennem overvågning, efterforskning og anmeldelse til politiet ved begrundet mistanke om lovbrud. Overvågningen sker bl.a. på grundlag af rapporter om mistænkelig adfærd fra Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder, modtagne anmeldelser og vores egen indhentning og analyse af data. 

Vi kan i forbindelse med håndhævelsen bl.a.:

  • indhente nødvendige oplysninger hos enhver relevant fysisk og juridisk person, herunder hos offentlige myndigheder
  • få adgang til en markedsdeltagers lokaler og på stedet gøre os bekendt med enhver nødvendig oplysning (kontrolbesøg)
  • påbyde, at forhold, der strider mod REMIT, bringes i orden
  • offentliggøre afgørelser i sager om overtrædelse af regler i REMIT på vores hjemmeside
  • offentliggøre beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning på vores hjemmeside

 

Indhold