Det er Energitilsynet, der står bag undersøgelsen, der kortlægger 2017-priserne på de i alt 342 forskellige typer af elprodukter, som forbrugerne kunne vælge imellem fra 50 elleverandører. Undersøgelsen viser, at en parcelhuskunde med elvarme (15.000 kWh) i gennemsnit kunne spare op til godt 1.400 kr. på den årlige elregning ved at være aktiv og skifte til et billigere elprodukt på markedet.
Energitilsynets kortlægning af samtlige elpriser og elprodukter er sammenfattet i gennemsnitstal for tre kategorier af forbrugere, og derfor kan besparelserne i konkrete tilfælde være større eller i andre tilfælde mindre for den enkelte forbruger.
Hovedkonklusionerne i undersøgelsen er:
- En forbruger i lejlighed med et forbrug på 1.800 kWh kunne i 2017 spare mellem 110-320 kr. ved at være aktiv at vælge et billigere elprodukt
- En forbruger i parcelhus med et forbrug på 4.500 kWh kunne i 2017 spare mellem 160-410 kr. ved at være aktiv og vælge et billigere elprodukt
- En forbruger i parcelhus med elvarme og et forbrug på 15.000 kWh kunne i 2017 spare mellem 240-1.430 kr. ved at være aktiv at vælge et billigere elprodukt.
- Det er tredje gang på lige så mange år, at vi foretager en total kortlægning af priserne på elmarkedet. Og tendensen er den samme år for år, siger Mads Lyndrup, kontorchef i Energitilsynet.
- Den nye undersøgelse sætter endnu en gang en streg under, at der kan være penge at spare for forbrugerne ved jævnligt at bruge en halv time eller mindre på undersøge de aktuelle priser på strøm på hjemmesiden elpris.dk, siger Mads Lyndrup.
- Vi vil derfor endnu en gang opfordre forbrugerne til at holde øje med elpriserne – uanset om man alene går efter billig strøm eller strøm, der skåner klimaet. Flere aktive forbrugere giver som sidegevinst mere konkurrence mellem elleverandørerne, og jo mere motiveret er elleverandørerne til at udvikle nye og attraktive tilbud til kunderne, siger Mads Lyndrup.
Den nye undersøgelse indeholder også en samlet oversigt over priserne på strøm på elprodukter udbudt på det danske marked i 2017.