”Det er første gang, at vi sætter målrettet ind med en dedikeret tilsynsindsats på et centralt område, hvor det er vigtigt, at det er gennemsigtigt for elkunderne, efter hvilken metode og med hvilke beløb de tariferes. En mangelfuld brug af metoderne kan give forkerte tariffer til skade for både de enkelte forbrugere og producenter og for samfundsøkonomien som helhed,” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.
Faktiske omkostninger
Netvirksomhedernes tarifmetoder bliver godkendt af Forsyningstilsynet på grundlag af kriterier i europæisk og dansk lovgivning. De kræver, at metoderne bl.a. er gennemsigtige og indrettet på en måde, der sikrer, at de opkrævede tariffer afspejler de omkostninger, som er forbundet med producenternes og forbrugerenes brug af nettet. Tarifferne må heller ikke uretmæssigt favorisere nogle kundegrupper over andre.
Fokus på gennemsigtighed
Forsyningstilsynet vil i første omgang og inden udgangen af 2024 gennemføre en kontrol af, om alle netvirksomheder har offentliggjort deres gældende tarifmetoder og tariffer på deres hjemmesider. Forsyningstilsynet vil følge op over for manglende offentliggørelser. Den første runde vil blive fulgt op til næste år med et tilsyn med netvirksomhedernes og Energinets metodeanvendelse med henblik på indsamling af viden om, hvordan metoderne fungerer i praksis. Det nye vidensgrundlag vil herefter blive brugt til en vurdering af den videre tilsynsindsats inden for rammerne af Forsyningstilsynets risikobaserede tilsynsstrategi.
”Det er vigtigt at bemærke, at vi ikke har nogen særlige grunde til at tro, at netvirksomhederne ikke skulle tarifere elkunderne i overensstemmelse med de godkendte metoder. Vi har således alene valgt at fokusere på metodeanvendelse ud fra en vurdering af områdets store betydning for elkunderne og for samfundsøkonomien i overensstemmelse med principperne i vores tilsynsstrategi,” siger Carsten Smidt
Find Forsyningstilsynets tilsynsstrategi her
Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk.
Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.