Netvirksomheder er vejledt om tarifgennemsigtighed

10-04-2025

Forsyningstilsynet har fundet det nødvendigt at vejlede danske netvirksomheder i, hvordan de sikrer gennemsigtigheden omkring deres tariffer og de metoder, som tarifferne er indrettet efter.

Vejledningen har fundet sted i forbindelse med gennemførelsen af et tilsyn på området, som Forsyningstilsynet lige har afsluttet.

”Gennemsigtighed omkring netvirksomhedernes tariffer er vigtig for at sikre forbrugernes mulighed for at forstå grundlaget for den væsentlige del af deres samlede elregning, som nettarifferne udgør”, siger Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet fandt på baggrund af tilsynet ikke behov for at skride ind med påbud eller andre håndhævelsesskridt. Men dialogen med virksomhederne i forbindelse med tilsynet afdækkede et væsentligt behov for vejledning på området.

Øget brug af tidsdifferentierede tariffer

Forsyningstilsynet har som en del af reguleringen af de danske netvirksomheder ansvar for at godkende de metoder, som ligger bag netvirksomhedernes tarifopkrævning. Det sker for at sikre, at metoderne er i overensstemmelse med lovgivningen og tarifferne bl.a. dermed afspejler de omkostninger, som de forskellige grupper af netbrugerne giver anledning til ved brug af elnettet (omkostningsægthed).

”Den stigende brug af tidsdifferentierede tariffer, gør det endnu vigtigere, at forbrugerne så let som muligt kan orientere sig om, hvilke tarifmetoder, deres lokale netvirksomhed benytter sig af, og hvad tarifferne udgør i kroner og ører” siger Carsten Smidt. 

Videre tilsyn i vente

Forsyningstilsynet kommer til at bruge erfaringerne fra den afsluttede undersøgelse som grundlag for et videre tilsyn med fokus på netvirksomhedernes efterlevelse af de godkendte tarifmetoder. De forventes at blive opstartet inden sommerferien i år.

”Vores opmærksomhed blev i forbindelse med det afsluttede tilsyn skærpet, da flere netvirksomheder udtrykte usikkerhed om de metoder, som de havde fået godkendt hos os. Det rejste en vis bekymring for, om nogle netvirksomheder måske ikke anvender de godkendte metoder korrekt,” siger Carsten Smidt.

Find Forsyningstilsynets afgørelser her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

Kontakt