Stigning i antallet af forsyningsafbrydelser på elområdet

19-12-2025

Antallet af forsyningsafbrydelser på elområdet er steget fra 26.289 i 2023 til 28.379 i 2024. Det svarer til en stigning på 8 pct. Den største stigning er sket hos kundegruppen ”øvrige kunder”, som primært består af erhvervskunder. Her steg antallet af forsyningsafbrydelser med 1.625, hvilket udgør 78 pct. af den samlede stigning.

Grundet den store stigning i forsyningsafbrydelser hos øvrige kunder vil Forsyningstilsynet følge udviklingen i forsyningsafbrydelser for dette kundesegment tættere fremadrettet. Hvis stigningen fortsætter vil Forsyningstilsynet se på, om der skal sættes ind for at beskytte sårbare forbrugere.

De indberettede forsyningsafbrydelser for 2024 svarer til, at 0,8 pct. af alle elkunder fik afbrudt strømmen i 2024.

Forsyningstilsynet opgørelse viser endvidere, at stigningen i antallet af forsyningsafbrydelser er sket hos et forholdsvis bredt udsnit af elhandelsvirksomheder. Således har 51 pct. af virksomhederne indberettet flere forsyningsafbrydelser i 2024 end de gjorde i 2023, mens 30 pct. har indberettet færre forsyningsafbrydelser. De sidste 19 pct. af virksomhederne har indberettet et uændret antal forsyningsafbrydelser.

Fald på gasområdet

På gasområdet er der omvendt sket et fald i antallet af forsyningsafbrydelser fra 1.814 i 2023 til 1.707 i 2024. Det svarer til et fald på 5,9 pct. Faldet er bredt fordelt på kundegrupper. De 1.707 forsyningsafbrydelser svarer til, at 0,47 pct. af gaskunderne i Danmark fik afbrudt deres gasforsyning i 2024.

Økonomisk sårbare forbrugere

Forsyningstilsynets opgave med overvågning af udviklingen i antallet af forsyningsafbrydelser har til formål at skabe åbenhed og gøre det muligt at vurdere, om der er behov for at beskytte økonomisk sårbare forbrugere. Forsyningstilsynet har i denne forbindelse især noteret sig stigningen i det samlede antal forsyningsafbrydelser på elområdet. Tilsynet kommer til fortsat at følge udviklingen, og vil bl.a. have særligt fokus på, om antallet af forsyningsafbrydelser på elområdet fortsat vil stige, eller om der vil ske en stabilisering på det nuværende niveau.

Læs mere i Forsyningstilsynets rapporter om forsyningsafbrydelser