15 ud af 15 kommuner lever ikke op til nye regler om markedspriser

03-02-2025

15 ud af 15 undersøgte kommuner har udfordringer med at efterleve nye regler om opkrævning af markedspriser for indsamling af visse typer af erhvervsaffald. Det viser et tilsyn på området, som Forsyningstilsynet netop har afsluttet.

Forsyningstilsynet har truffet afgørelser om, at 15 kommuner skal ændre i måden, de fastsætter gebyr for indsamling af erhvervsaffald til materialenyttiggørelse, der ligner husholdningsaffald i art og mængde, eller erhvervsaffald, som er egnet til forbrænding.

”Det er første gang, at vi har ført tilsyn med de nye regler, der bl.a. skal sikre, at indsamling af små mængder husholdningslignende affald fra f.eks. en lokal frisør skal ske til markedspriser. Med overtrædelser hos 15 ud af 15 kommuner må vi konstatere, at det generelt kniber med efterlevelsen,” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.  

Krav om markedspriser

Kommunerne fik fra 1. januar 2023 mulighed for at tilbyde indsamling af erhvervsvirksomheders husholdningslignende affald og indsamling af forbrændingsegnet erhvervsaffald. Det skete som en undtagelse fra et generelt krav om, at indsamling og behandling af erhvervsaffald skal være overladt til private markedsaktører. Kravet til den kommunale indsamling af de pågældende typer affald er dog, at gebyret skal svare til de markedspriser, som en privat aktør i princippet ville kunne varetage opgaven for. 

”Kommunernes manglende efterlevelse afspejler i et vist omfang, at der er tale om både nye og forholdsvis komplicerede regler. Så udover at følge op på vores afgørelser kommer vi også til at intensivere vores vejledningsindsats”, siger Carsten Smidt.

Forsyningstilsynets intensiverede vejledningsindsats vil ske med opdateringer af Forsyningstilsynets vejledning på området og med afholdelse af en virtuel workshop for branchen. Forsyningstilsynet kommer også til at fortsætte tilsynsindsatsen i 2025.

Find Forsyningstilsynets afgørelser her

Find Forsyningstilsynet vejledning om reglerne her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

Kontakt