”Der er tale om et brud på EU’s forbud mod markedsmanipulation, som er til skade for konkurrencen på de grænseoverskridende energimarkeder og dermed også for de priser, som forbrugerne i sidste ende kommer til at betale for deres elleverancer,” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.
Bøden er fastsat af National enhed for Særlig Kriminalitet på baggrund af en politianmeldelse foretaget af Forsyningstilsynet i marts 2024. Politianmeldelsen vedrørte adfærd hos Energi Danmark, som fandt sted den 3. januar 2020. Efter Forsyningstilsynets vurdering omfattede den i alt fem tilfælde af markedsmanipulation samt ét forsøg herpå i strid med artikel 5 i REMIT-forordningen. Forsyningstilsynet anslåede den økonomiske fortjeneste i forbindelse med adfærden til ca. 80.693 kr.
”Afslutningen af sagen bidrager til videre opbygning af en tiltrængt praksis, der meget gerne skal hjælpe alle energiselskaber, der handler med el og gas på det internationale engrosmarked, til at forstå, hvilke handler, som er tilladt, og hvilke der er forbudt inden for rammerne af EU’s REMIT-regler,” siger Carsten Smidt.
Den pågældende adfærd, som Energi Danmark har accepteret at betale bøde for kan nærmere beskrives som en handelspraksis, hvor Energi Danmark erhvervede al, eller en afgørende andel af, kapaciteten til rådighed på en overførselsforbindelse mellem to budområder ved at handle med sig selv. På den måde forhindrede selskabet andre aktører i at benytte kapaciteten, hvorved der blev skabt en prisforskel eller prisforskellen blev øget mellem de to budområder.
Energi Danmark accepterede i december 2018 at betale en bøde på 750.000 kr. for overtrædelse af samme forbud mod markedsmanipulation, hvilket Forsyningstilsynet i sin politianmeldelse lagde vægt på som en skærpende omstændighed.
Læs mere om EU’s REMIT-regler her
Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk
Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.