Forsyningstilsynet indleder tilsyn med netvirksomheders brug af tidsdifferentierede tariffer

07-07-2025

Forsyningstilsynet har indledt et tilsyn med fire netvirksomheders brug af tidsdifferentierede tariffer. Formålet er at undersøge, om opdelingen i forskellige tidsmæssige lastzoner hviler på faktiske belastninger i elnettet i henhold til de metoder for tariferingen, som netvirksomhederne har fået godkendt i Forsyningstilsynet.

Forsyningstilsynet har indledt et tilsyn med fire netvirksomheder. Tilsynet omhandler netvirksomhedernes udmøntning af den del af deres tarifmetoder, som indeholder tidsmæssige lastzoner (spids-, højlast- og lavlastperioder). Lastzonerne indgår i de tariffer, som virksomhederne opkræver hos deres forbrugere tilsluttet på lavere spændingsniveau, herunder bl.a. husholdningsforbrugere – de såkaldte C-kunder. Formålet er at undersøge, om zoneopdelingen hos de fire netvirksomheder er tilpasset de faktiske belastningsmønstre i elnettet hos hver af dem, og at den hviler på et dokumenteret grundlag.

Når netvirksomhederne differentierer deres tariffer, er det afgørende, at opdelingen afspejler den faktiske belastning i elnettet. Kun på den måde sikres det, at prissignalerne virker efter hensigten og understøtter fleksibelt forbrug og en effektiv anvendelse af netkapaciteten,” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.

Tilsynet har fokus på metode – ikke på priser

De fire netvirksomheders tarifmetoder er baseret på Green Power Denmarks branchevejledning om Tarifmodel 3.0. Tarifmodel 3.0 angiver standardzoner for spids-, højlast- og lavlastperioder baseret på generelle belastningsprofiler i elnettet. Modellen beskrives som vejledende, og det fremgår, at den enkelte netvirksomhed fortsat selv er ansvarlig for at beregne og fastsætte sine tariffer i overensstemmelse med sin godkendte metode.

Forsyningstilsynets tilsyn skal belyse, om netvirksomhederne har foretaget denne vurdering af, hvordan zoneopdelingen i deres metode passer til belastningen i deres net, og hvordan denne vurdering er dokumenteret hos hver af de fire netvirksomheder. Der bliver tale om et kvalitativt tilsyn.

Repræsentativt udsnit af netvirksomheder

De fire netvirksomheder, som er omfattet af tilsynet er:

  • Cerius A/S
  • Elektrus A/S
  • Ikast Elnet A/S
  • TREFOR El-net A/S

Virksomhederne er udvalgt repræsentativt for at give et billede af, hvordan tarifperioderne fastlægges i praksis af selskaber med forskellig størrelse og netstruktur. Virksomhederne er ikke udvalgt ud fra en mistanke om, at de ikke efterlever deres tarifmetode eller lovgivningen bag.

 ”Vi gennemfører tilsynet som en del af vores almindelige tilsynsopgave. Tilsynet er alene et tjek af, at branchen lever op til de tarifmetoder, som er anmeldt og godkendt” siger Carsten Smidt.

Tilsynet forventes gennemført i andet halvår af 2025 og afsluttes med individuelle vurderinger og en nyhed om det afsluttede tilsyn og erfaringer herfra.

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk.

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

Kontakt