EU markedsinitiativer understøtter vedvarende energi og et mere integreret EU-marked

16-06-2025

Sol- og vindenergi udgør nu 70 pct. af den danske elproduktion. Effektiv implementering af EU markedsinitiativer som f.eks. indførsel af elpriser hvert 15. minut udgør vigtige brikker i løsningen af udfordringer med den høje andel af fluktuerende produktion fra vind og sol.

Vind- og solenergi bidrog i 2024 i gennemsnit med en andel på 70 pct. til den samlede danske elproduktion. Det svarer til en stigning på 17,9 procentpoint siden 2017. Prisudsvingene på elmarkedet er samtidig steget til et niveau, der lå fire gange højere end før energikrisen. Det fremgår af den nye overvågningsrapport ”Volatile elpriser og fælles europæiske markedsinitiativer”, som Forsyningstilsynet har offentliggjort i dag.

”Vi sætter med vores overvågningsrapport fokus på effekter af de stigende mængder vedvarende energi, og hvordan en række fælles europæiske markedsinitiativer udgør vigtige brikker i arbejdet med at løse nogle af de udfordringer, som de stigende mængder giver for elnettene,” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.

Fluktuerende vind- og solenergi udfordrer elnet

Produktionen fra vind- og solenergi varierer afhængigt af, hvornår solen skinner og vinden blæser. De voksende mængder vedvarende energi har de senere år øget prisudsvingene på elmarkedet. Prisudsving kan i sig selv anses som udtryk for et effektivt marked, der tilpasser de fluktuerende energikilder. En væsentlig udfordring er imidlertid en voksende risiko for øget flaskehalse, hvor elnettets fysiske begrænsninger forhindrer effektiv overførsel af elektricitet fra områder med overskud til områder med underskud.

”Den øgede risiko for flaskehalse sætter nogle fysiske grænser for den videre udbygning med vedvarende energi og dermed den grønne omstilling af energisektoren. En flaskehals kan samtidig ses som et tabt potentiale for at eksportere mere strøm til andre regioner,” forklarer Carsten Smidt. 

EU markedsinitiativer vigtig del af løsningen

Forsyningstilsynets rapport peger på effektiv implementering af en række fælles europæiske markedsinitiativer som en vigtig del af løsningen af udfordringerne med at integrere den fluktuerende vedvarende energi i elsystemet. Initiativerne er generelt møntet på at styrke den fælles europæiske markedsstruktur, hvilket overordnet skal gøre det lettere at udnytte det europæiske elnet og produktionen mere effektivt. Det er til fordel for både forsyningssikkerheden og danskernes elregning. Et eksempel på et markedsinitiativ er en overgang fra time til 15-minutters clearing af markedspriser, som på sigt vil gøre, at forbrugerne får oplyst en ny elpris 96 gange i døgnet frem for de nuværende 24 gange. Det vil betyde en mere præcis prissætning, hvor priserne bedre vil kunne tilpasse sig den fluktuerende elproduktion.  

Ifølge Carsten Smidt er det vigtigt, at alle markedets aktører holder et vedholdende fokus på effektiv implementering af de fælles europæiske markedsinitiativer. 

”Fokus for arbejdet med den grønne omstillings udfordringer har det med at ligge på behovet for gennemførsel af forholdsvis omkostningstunge udbygninger af elnettene eller ordninger til sikring af mere forbrugerfleksibilitet. De er både vigtige og nødvendige. Men mindst lige så vigtigt er det at få fælles europæiske markedsinitiativer effektivt i spil for bedre udnyttelse af det eksisterende elnet,” siger Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet arbejder for effektiv implementering

Den fælles europæiske 15-minutters clearing af markedspriser forventes med en vis forsinkelse at blive indført fra den 30. september på det store såkaldte day-ahead marked, som er der, hvor spotprisen på el for almindelige virksomheder og husholdninger med variable prisaftaler bliver fastlagt. En anden ordning, som Forsyningstilsynet sammen med kollegaer i de øvrige nordiske lande arbejder på, er at få de systemansvarlige virksomheder (i Danmark Energinet) til at implementere, tilkoblingen til en ny fælles europæisk balanceringsplatform kaldet MARI. Platformen er lavet for at sikre øget grænseoverskridende og dermed mere effektiv konkurrence om leveringen af nogle særlige elreserver, kendt som Manual Frequency Restoration Reserve (mFRR). Reserverne er afgørende for at opretholde balancen i elnettet og bliver i stigende grad nødvendige at indkøbe i takt med, at andelen af fluktuerende energikilder vokser. Forsyningstilsynet er for øjeblikket i færd med at tage skridt til sikring af implementeringen af MARI i lyset af, at en deadline for tilkoblingen i juli 2024, er blevet overskredet.

Find overvågningsrapporten ”Volatile elpriser og fælles europæiske markedsinitiativer” på Forsyningstilsynets hjemmeside

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

Kontakt