Forsyningstilsynet godkender delvist Energinets justerede metode for producentbetaling

24-06-2025

Forsyningstilsynet har delvist godkendt justeringer af Energinets metode for de tariffer, som elproducenter skal betale for tilslutning til og brug af elnettet. Justeringerne omfatter ændringer i tarifstrukturen og en mere retvisende opdeling af geografiske områder. Forsyningstilsynet har også givet Energinet en påtale for at have taget metoden i brug inden Forsyningstilsynets godkendelse.

Forsyningstilsynet har godkendt størstedelen af en række justeringer, som Energinet har fortaget i den metode, som bestemmer tariferingen af elproducenter for tilslutning til og brug af eltransmissions- og distributionsnettet. Producenttarifferne blev indført den 1. januar 2023, og justeringerne er baseret på Energinets erfaringer med anvendelsen af den hidtidige metode. Forsyningstilsynet har vurderet, at de godkendte justeringer lever op til de kriterier for tariffastsættelse, som følger af EU-retten og dansk ret.

Forenklet indfødningstarif

En markant justering af metoden indebærer en afskaffelse af den geografiske differentiering af den tarif, som producenterne betaler for at føde deres elproduktion ind på nettet (indfødningstarif). Hidtil har tarifniveauet varieret alt efter, om et anlæg var placeret i et område med produktionsoverskud eller i et forbrugsdomineret område. Fremover vil indfødningstariffen være den samme for alle anlæg uanset geografisk placering, og uanset om anlæggene er tilsluttet distributions- eller transmissionsnettet.

Påtale for anvendelse af metoden inden godkendelse

Forsyningstilsynet har i forbindelse med godkendelsen udstedt en påtale over for Energinet. Det skyldes, at Energinet allerede fra starten af 2025 har opkrævet indfødningstariffer uden geografisk differentiering, selvom metoden altså først nu er godkendt. Det følger af elforsyningsloven, at en tarifmetode ikke kan anvendes, før Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om godkendelse af metoden. 

Geografisk opdeling efter tilslutningspunkter

En anden markant justering af metoden indebærer en ændring af den måde, som geografiske områder og deres kategorisering fastlægges på. Den har betydning for Energinets opkrævning af tilslutningsbidrag. Fremover vil Energinet ikke længere tilpasse geografiske områder til postnumre, men i stedet fastsætte kategorierne ud fra de enkelte anlægs tilslutningspunkt. Det får betydning for, om et anlæg kommer til at ligge inden for et område med produktionsoverskud eller et område som er forbrugsdomineret, med deraf følgende niveau for tilslutningsbidrag.

Ifølge Energinet har den hidtidige brug af postnumre i nogle tilfælde betydet, at hele områder blev kategoriseret som forbrugsdominerede, selvom de reelt var med produktionsoverskud. Den nye metode skal sikre en mere retvisende og omkostningsægte geografisk opdeling.

Energinet skal offentliggøre kort, der viser den geografiske opdeling for anlæg, som er tilsluttet både distributionsnettet og transmissionsnet, inden Energinet kan anvende metoden.

Fortsat 100 pct. undtagelse for små egenproducenter

Forsyningstilsynets metodegodkendelse er kun delvis, da den ikke omfatter godkendelse af en justering, der ville indebære at egenproducenter på C- og Blav-niveau med en effekt op til 50 kW ikke længere ville være undtaget fra at betale tilslutningsbidrag til Energinet. Forsyningstilsynet har ikke godkendt justeringen, da Energinet ikke er kommet med en detaljeret opgørelse for eller en sandsynliggørelse af, hvilke omkostninger som ligger til grund for justeringen.

Find Forsyningstilsynets afgørelse om metodegodkendelse her

Find Forsyningstilsynets afgørelse om påtale her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

Kontakt