Forsyningstilsynet har midlertidigt godkendt størstedelen af ny tarifmetode fra Energinet

23-06-2025

Forsyningstilsynet har godkendt størstedelen af en ny metode fra Energinet for tarifering af elforbrugere, som er direkte tilsluttet energisystemets motorvej - transmissionsnettet. Godkendelsen er dog kun gjort midlertidig. Det skyldes en betydelig usikkerhed om, hvorvidt metoden sikrer, at de omfattede kundekategorier kun kommer til at betale for de omkostninger, der er ved deres netbrug. En forudsætning for at få ophævet midlertidigheden er bl.a. yderligere dokumentation og et mere solidt analytisk grundlag.

Forsyningstilsynet har midlertidigt godkendt størstedelen af en ny tarifmetode fra den danske transmissionsvirksomhed Energinet. Metoden vil komme til at gælde for helt store forbrugere og anlæg, der er direkte tilsluttet eltransmissionsnettet, som bl.a. er kommende Power-to-X anlæg. Ifølge Energinet vil den nye metode ved brug af kapacitetsbetaling i højere grad tilskynde brugerne til effektiv udnyttelse af kapaciteten på transmissionsnettet til fordel for den grønne omstilling.

Vi har på grund af nogle usikkerheder i dokumentationsgrundlaget besluttet, at vores godkendelse kun skal gælde indtil udgangen af 2031. Vi har samtidig gjort en del ud af at vejlede Energinet om, hvad der skal til for at få ophævet godkendelsens midlertidighed,” siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.

De fleste elementer lever op til regler

Forsyningstilsynet har vurderet, at de fleste af elementerne i Energinets tarifmetode lever op til danske og europæiske regler bl.a. om at afspejle de faktiske omkostninger, som er forbundet med de omfattede kunders netanvendelse, at den ikke må diskriminere, og at den skal være gennemsigtig, objektiv og rimelig. Metoden tager også hensyn til behov for netsikkerhed og fleksibilitet. Forsyningstilsynet finder dog omvendt, at der knytter sig en betydelig usikkerhed til det analytiske grundlag, særligt i forhold til et spørgsmål om hvorvidt metoden afspejler de faktiske omkostninger, for så vidt disse svarer til en effektiv og strukturelt sammenlignelig netoperatørs omkostninger. Det er denne usikkerhed, som er baggrunden for, at metoden kun er godkendt midlertidigt.

Et enkelt element kan ikke godkendes

Forsyningstilsynet har herudover vurderet, at et enkelt element af metoden ikke lever op til danske og europæiske regler på området og derfor ikke kan godkendes. Det drejer sig om en anmeldt regel om, at effektabonnementet eller nettariffen kan tariferes til systembrugere tilsluttet med tredjepartsadgang. Forsyningstilsynet fastsætter endelig også som vilkår for metodens anvendelse, at Energinet i den årlige budgettering af en mark-up indregner under/overdækninger fra året før.

Find Forsyningstilsynets nye afgørelse her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

Kontakt