Nye regler for Forsyningstilsynets sagsbehandling på varmeområdet

30-06-2025

Den 1. juli 2025 træder nye regler i varmeforsyningsloven i kraft som opfølgning på Aftale om finansloven for 2025. De nye regler har til formål at gennemføre dele af et politisk prioriteret opgavebortfald på Forsyningstilsynets område.

De nye regler indebærer ændringer i Forsyningstilsynets sagsbehandling på varmeområdet og omfatter følgende:

  • I varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, udgår Forsyningstilsynets pligt til at indlede forhandling med en varmeforsyningsvirksomhed om at bringe et ulovligt eller urimeligt forhold til ophør.
  • I varmeforsyningslovens § 23, stk. 2, indføres en regel om, at Forsyningstilsynet beslutter, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge, føre tilsyn, træffe afgørelse eller give pålæg i en tilsynssag.
  • I varmeforsyningslovens § 23, stk. 3, indføres to nye regler:
    • En hovedregel, hvorefter Forsyningstilsynets undersøgelser, tilsyn, afgørelser og pålæg i tilsynssager alene kan vedrøre forhold for en periode på op til fem år forud for det tidspunkt, hvor sagen er indbragt for eller rejst af Forsyningstilsynet.
    • En undtagelsesregel, hvorefter Forsyningstilsynet af egen drift i særlige tilfælde kan udvide den sagsbehandlingsperiode, der er nævnt i hovedreglen.

De nye regler har effekt fra og med den 1. juli 2025. Forsyningstilsynets sagsbehandling på varmeområdet vil herefter blive tilrettelagt i overensstemmelse hermed. 

De nye regler ændrer ikke på Forsyningstilsynets pligter efter lov om Forsyningstilsynet til at sikre et stærkt og effektivt tilsyn med fjernvarmesektoren. De nye regler ændrer heller ikke på de almindelige forvaltningsretlige krav om bl.a. saglig administration, partsrettigheder, proportionalitet, og på at ens forhold skal behandles lige fra sag til sag.

Kontakt