Forsyningstilsynet har opdateret sin vejledning fra 2023 om balanceansvarlige aktørers forpligtelser efter REMIT-forordningen

14-04-2026

Baggrunden for opdateringer er ændringen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (herefter REMIT-forordningen) ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1106 af 11. april 2024.

Før ændringen af REMIT-forordningen var det alene personer, der som led i deres erhverv planlagde transaktioner, såkaldte ”PPATs”, der var underlagt forpligtelser efter artikel 15 i REMIT-forordningen. Forsyningstilsynet offentliggjorde i den forbindelse den 16. februar 2023 en vejledning, der havde til formål at afklare, om balanceansvarlige aktører kunne betegnes som markedsdeltagere og/eller PPATs. Forsyningstilsynet fandt, at balanceansvarlige aktører ikke var PPATs, men at de var markedsdeltagere, når de deltog i balancekapacitetsmarkeder, selvom den tilbudte kapacitet stammede fra underliggende kunder.

Ved den seneste ændring af REMIT-forordningen blev kredsen af personer med forpligtelser efter artikel 15 ved tilføjelsen af et nyt stk. 2 udvidet til også at omfatte visse personer, der som led i deres erhverv gennemfører transaktioner med engrosenergiprodukter, såkaldte ”PPETs”).

I vejledningen vurderer Forsyningstilsynet, om balanceansvarlige aktører kan betegnes som PPETs, samt hvornår balanceansvarlige aktører er underlagt forpligtelser efter REMIT-forordningens artikel 15.

Forsyningstilsynet vurderer, at balanceansvarlige aktører skal anses for at være PPETs efter REMIT-forordningen, når de gennemfører transaktioner på balancekapacitetsmarkeder på egne eller underliggende kunders vegne. Forsyningstilsynet finder i den forbindelse, at balanceansvarlige aktører som udgangspunkt er omfattet af artikel 15, stk. 2 i REMIT-forordningen, men at dette altid beror på en konkret vurdering.

Forsyningstilsynet vurderer endvidere, at balanceansvarlige aktører, der er omfattet af artikel 15, stk. 2, i REMIT-forordningen, er forpligtede til at etablere og opretholde ordninger, systemer og procedurer, som muliggør overvågning og identifikation af mistænkelige transaktioner, til at beskytte overvågningsfunktionen mod interessekonflikter, og til straks og senest inden fire uger at indberette sådanne forhold til ACER og Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet vurderer på denne baggrund, at balanceansvarlige aktører bærer et selvstændigt ansvar for at opfylde de særlige overvågnings- og indberetningsforpligtelser, når de er PPETs med forpligtelser efter artikel 15, stk. 2.

Forsyningstilsynets vurdering uddybes i vejledningen, der kan findes her.

Kontakt