Forsyningstilsynet vurderer gæsteprincippets anvendelse ved tilslutning til distributionsnettet

10-02-2026

Forsyningstilsynet har modtaget flere henvendelser om netvirksomhedernes fravigelse af gæsteprincippet i forbindelse med etablering og nettilslutning af ladestandere på offentlige veje og parkeringspladser. På den baggrund har Forsyningstilsynet besluttet at offentliggøre et notat med tilsynets vurdering af reguleringen af gæsteprincippet i netvirksomhedernes tilslutningsbestemmelser.

Forsyningstilsynet har i dag offentliggjort et notat med tilsynets vurdering af gæsteprincippet ved tilslutning til distributionsnettet. Det sker i forlængelse af nogle ændringer i Green Power Denmarks branchevejledning for tilslutning til og brug af distributionsnettet, som Forsyningstilsynet tog til efterretning i juni 2023.

Gæsteprincippet regulerer situationer, hvor en ledningsejer uden vederlag placerer ledningsanlæg på en andens ejendom, hvorefter infrastrukturen betragtes som gæst. Princippet indebærer, at det er ledningsejeren – og ikke ejendomsejeren – som skal betale for nødvendige ledningsarbejder, som skyldes arealejerens ændrede anvendelse af det areal, hvor ledningsanlægget er placeret.

Det er Forsyningstilsynets vurdering, at gæsteprincippet ikke finder anvendelse, når der er tale om en netvirksomheds opsætning af ledningsanlæg til en elkunde. Det er den konkrete elkunde, der giver anledning til opsætningen af ledningsanlægget, som bærer udgifterne til opsætningen.

Det er desuden Forsyningstilsynets vurdering, at gæsteprincippet finder anvendelse, hvor ledningsanlægget ikke skal forsyne en elkunde på den specifikke ejendom, eller hvor ledningsanlægget placeres af hensyn til det kollektive elnet. Netvirksomhederne kan således ikke nægte en tilslutning for en elkunde i de tilfælde. Det skyldes, at nettilslutningen forudsætter ledninger, der føres over tredjemands grund.

Forsyningstilsynet offentliggør notatet på baggrund af flere henvendelser fra bl.a. kommunale vejmyndigheder. Forsyningstilsynet vil i den kommende tid indlede en dialog med Green Power Denmark og netvirksomhederne om en præcisering af formuleringerne om gæsteprincippet i Green Power Denmarks branchevejledning for tilslutning til og brug af distributionsnettet.

Forsyningstilsynets notat med vurdering af reguleringen af gæsteprincippet i forbindelse med nettilslutninger indeholder også nogle konkrete eksempler på hvordan gæsteprincippet kan håndteres i forskellige tilfælde.

Notatet kan downloades her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400

Kontakt