Hvad er omfattet af tilsynet?
Tilsynet omfatter i alt seks udvalgte netvirksomheders udmøntning af tarifmetodernes tidsmæssige lastzoner (spidslast-, højlast- og lavlastperioder), som anvendes ved tarifering af C-kunder, dvs. husholdnings- og mindre erhvervskunder. Fokus er på, om zoneinddelingen er baseret på forbrugsprognoser, der er konsistente med de faktiske og forventede belastningsmønstre i det enkelte nets område.
Hvad er formålet med tilsynet?
Netvirksomhedernes tarifmetoder er blevet godkendt af Forsyningstilsynet og er udformet på baggrund af Green Power Denmarks branchevejledning for Tarifmodel 3.0. Formålet med tilsynet er, at vurdere om netvirksomhederne ved udmøntning af deres tarifmetoder har opgjort og anvendt forbrugsprognoser for de enkelte tidszoner i overensstemmelse med forudsætningerne i Tarifmodel 3.0, og om disse prognoser er anvendt som grundlag for fastlæggelsen af lastzoner.
Forsyningstilsynet vil undersøge, om de forhold som Forsyningstilsynet lagde vægt på i vurderingen af brugen af tidsdifferentierede tariffer for C-kunder også afspejles i netvirksomhedernes faktiske brug af metoden. Fokus for det aktuelle tilsyn vil være på brugen af forbrugsprognoser og fastlæggelsen af lastzoner. Vurderingen fremgår af Forsyningstilsynets tilkendegivelse af 25. marts 2022 om Tarifmodel 3.0 (s. 26-33), som ligger til grund for godkendelsen af netvirksomhedernes metoder. Tilsynet skal dermed belyse, om fastlæggelsen af de tidsmæssige lastzoner bygger på et dokumenteret grundlag, der afspejler de forventede belastningsforhold i de lokale elnet i overensstemmelse med Tarifmodel 3.0.
Hvad er udgangspunkt for tilsynet?
Tilsynet tager udgangspunkt i Green Power Denmarks branchevejledning om Tarifmodel 3.0, som beskriver en standardiseret opdeling af døgnet i lastzoner baseret på en landsgennemsnitlige belastningsfordeling i elnettet. Modellen forudsætter, at den enkelte netvirksomhed selv opgør forbrugsprognoser for de enkelte tidszoner og fastsætter tariffer på baggrund af egne data og forudsætninger.
Hvad vil blive undersøgt?
Tilsynet vil undersøge, om netvirksomhederne har anvendt forbrugsprognoser i overensstemmelse med forudsætningen om, at den enkelte netvirksomhed selv opgør forbrugsprognoser for de enkelte tidszoner og fastsætter tariffer på baggrund af egne data og forudsætninger og om der er sammenhæng mellem prognoserne og den faktiske inddeling i lastzoner.
Hvordan gennemføres tilsynet?
Tilsynet gennemføres som en kvantitativ analyse af indsendte forbrugsprognoser, metodebeskrivelser og øvrigt datamateriale fra netvirksomhederne med henblik på at vurdere sammenhængen mellem prognoser og zoneinddeling.
Hvilket virksomheder er udvalg og hvorfor?
De seks netvirksomheder, som er omfattet af tilsynet, er:
- Hurup Elværk NET A/S
- Kimbrer Elnet A/S
- Konstant Net A/S
- Læsø Elnet A/S
- Tarm Elværk Net A/S
- Vores Elnet A/S
Virksomhederne er udvalgt på baggrund af en risikobaseret tilgang med fokus på betydningen af C-kunder i deres tarifstruktur samt variation i størrelse og netforhold.
Tilsynet sker som led i udmøntningen af Forsyningstilsynets tilsynsstrategi fra 2023. Formålet er at efterprøve, om de forudsætninger, der ligger til grund for de godkendte tarifmetoder, også afspejles i den praktiske anvendelse.
Find Forsyningstilsynets tilsynsstrategi her:
Find Forsyningstilsynets tilkendegivelse om Tarifmodel 3.0 her: