Forsyningstilsynet vejleder om praksis på tarifområdet

02-09-2026

Forsyningstilsynet har i dag offentliggjort en ny vejledning i, hvordan el- og gasvirksomheder bedst opfylder krav til fastsættelsen af de tariffer, som de opkræver for transporten af el, gas og snart også brint. Ønsket med vejledningen er at bidrage til klarhed omkring kravenes indhold og rækkevidde og dermed også hastigheden i processen for Forsyningstilsynets godkendelser af virksomhedernes tarifmetoder.

Overgangen til vedvarende energi og en større elektrificering har øget behovet for at ændre eller indføre nye metoder for indretning af de tariffer, som el-, gas- og kommende brintvirksomheder opkræver for brugen af deres net eller rør. Forsyningstilsynets opgave er at afgøre, om metoderne følger EU’s krav for tariffastsættelsen og derfor kan godkendes. For at fremme processen har Forsyningstilsynet udarbejdet en ny vejledning om, hvordan virksomhederne bedst overholder udvalgte EU-krav til udformningen af deres nye tarifmetoder.

Forsyningstilsynet nye vejledning har i første omgang alene fokus på to krav om henholdsvis gennemsigtighed og ikke-diskrimination, som følger af EU’s forordninger for henholdsvis el- og gasmarkedet. Planen er herefter løbende, alt efter behov, at opdatere vejledningen med flere af forordningernes krav. 

Find den nye vejledning her

Find vejledning om el- og gasvirksomhedernes anmeldelse af metoder, krav og branchevejledninger til Forsyningstilsynet her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk.

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.