Netvirksomheder kan anvende ny branchevejledning som grundlag for beregning af standardgebyrer

22-09-2026

Forsyningstilsynet har givet grønt lys for, at netvirksomheder kan anvende en ny branchevejledning fra Green Power Denmark som grundlag for beregning af en række standardgebyrer. Det skyldes, at metoden lever op til lovens krav om gennemsigtighed, objektivitet, ikke-diskrimination, rimelighed og omkostningsægthed.

Green Power Denmark anmeldte den 11. juni 2026 en ny branchevejledning til Forsyningstilsynet. Vejledningen indeholder en fælles metode, som netvirksomheder kan anvende ved beregning af standardgebyrer for levering af en række ydelser i form af f.eks. etablering af en midlertidig tilslutning eller nedtagning af en måler. Forsyningstilsynet har nu taget vejledningen til efterretning, hvilket betyder, at den kan anvendes som grundlag for netvirksomhedernes egne individuelle gebyrberegninger. 

Lever op til lovgivningens krav

Forsyningstilsynets tilkendegivelse bygger på en vurdering af, at den nye metode opfylder krav i EU’s elmarkedsforordning og elforsyningsloven om bl.a. gennemsigtighed, objektivitet, ikke-diskrimination, rimelighed og omkostningsægthed. Forsyningstilsynets vurdering omfatter metodens beskrevne arbejdsgange og beregningsforudsætninger på nogle udvalgte standardgebyrer. Vurderingen omfatter ikke konkrete gebyrbeløb, da de skal beregnes af den enkelte netvirksomhed ud fra virksomhedens egne forhold, herunder bl.a. tidsforbrug, lønomkostninger, kørselsomkostninger, materialeomkostninger. 

Forenklet proces

Det er fortsat den enkelte netvirksomheds ansvar at anmelde sin egen metoder for beregning af de omfattede standardgebyrer til Forsyningstilsynets godkendelse. Vælger netvirksomheden at anvende metoden fra Green Power Denmarks branchevejledning, som Forsyningstilsynet nu har taget til efterretning, giver det adgang til en mere simpel godkendelsesproces.

Tæt dialog

Branchevejledningen har været genstand for løbende dialog mellem Green Power Denmark og Forsyningstilsynet siden 2023. Undervejs har Forsyningstilsynet bl.a. vejledt om, hvordan metoden kunne beskrives og tilrettelægges for at kunne danne grundlag for de enkelte netvirksomheders gebyrfastsættelse. Forsyningstilsynet har samtidig stillet spørgsmål og anmodet om yderligere oplysninger, når det har været nødvendigt for at få sagen tilstrækkeligt oplyst.

Find Forsyningstilsynets tilkendegivelse her

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400.

 

Kontakt