Forsyningstilsynet sender hermed udkast til afgørelse i høring, om Energinets metode til at fastsætte nødforsyningstariffer for ikke-beskyttede gaskunder

02-09-2024

Frist: 13. september 2024

Energinet SOV anmeldte den 11. juni 2024 et tillæg til tarifmetoden for gastransmissionsnettet, som Forsyningstilsynet delvist godkendte den 22. maj 2022. Tillægget vedrører metoden til at fastsætte nødforsyningstariffer for ikke-beskyttede gaskunder, som ikke var en del af godkendelsen af 22. maj 2022. En sådan godkendelse skete først 30. september 2022, efter at Energinet havde anmeldt en justeret metode til at fastsætte tariffer for ikke-beskyttede gaskunder. Godkendelsen blev tidsbegrænset til to år.

Energinet anmeldte den 11. juni 2024 på ny en metode, til at fastsætte nødforsyningstariffer for ikke-beskyttede gaskunder. Forsyningstilsynets udkast til afgørelse, som hermed sendes i høring vedrører denne anmeldelse.

Forsyningstilsynet påtænker at træffe afgørelse inden den 30. september 2024, hvor den nuværende godkendelse af metode til at fastsætte nødforsyningstariffer over for ikke-beskyttede gaskunder udløber.

Forsyningstilsynets udkast til afgørelse samt dertil knyttet bilag kan findes under 'Hent filer' her på siden.

Indsendelse af høringssvar

Forsyningstilsynet opfordrer eventuelle interesserede til, at indsende bemærkninger til afgørelsesudkastet senest den 13. september 2024 ved Digital Post via enten virk.dk eller borger.dk (eventuelt via e-mail til post@forsyningstilsynet.dk). Høringssvar bedes adresseret til Michael Bøgh og påføres Forsyningstilsynets journalnummer 24/01218.