Metoden indebærer, at kapacitetsprodukter vil blive udbudt og solgt ved først-til-mølle-princippet (FCFS) i perioden med kapacitetssalg fra januar 2026 frem til december 2026. Netbrugere har dog frem til januar 2027 en option, der tillader dem at annullere op til 0,8 GWh/h af deres bookede kapacitet i et givet punkt. Metoden indebærer endvidere, at FCFS kapacitetstildelingsmetoden kombineres med en bookinggrænse, hvor kapacitetstildelingsmetoden afløses af en Ascending Clock auktionsmekanisme, såfremt kapacitetsefterspørgslen overskrider 80 pct. af den tekniske kapacitet i brinttransmissionsnettet. Endelig indebærer metoden et krav om bundtning, hvilket betyder, at kapacitet udbydes og skal købes på begge sider af sammenkoblingspunktet mod Tyskland som et bundtet produkt.
Kommende netbrugere og andre interessenter opfordres til, at afgive eventuelle bemærkninger til Forsyningstilsynets afgørelse senest 11. december 2025, til brug for tilsynets vurdering af, om tilsynet kan godkende den anmeldte metode.
Indsendelse af høringssvar
Eventuelle bemærkninger til høringsmaterialet, skal inden for høringsfristen sendes til Forsyningstilsynet via enten virk.dk eller borger.dk. Høringssvar bedes venligst adresseret til Michael Bøgh og påført Forsyningstilsynets journalnummer (25/01023).