Høring over udkast til seks bekendtgørelser om betaling for myndighedsbehandling i Forsyningstilsynet efter lov om elforsyning, lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, lov om gasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet

31-10-2025

Frist: 21. november 2025

Forsyningstilsynet sender udkast til seks nye bekendtgørelser om betaling for myndighedsbehandling i Forsyningstilsynet (gebyrer) i høring.

De seks bekendtgørelser, som sendes i høring, har som overordnet formål at sikre, at Forsyningstilsynets gebyropkrævning svarer så præcist som muligt til de faktiske omkostninger, som Forsyningstilsynets opgaver medfører. Bekendtgørelserne skal fra 1. januar 2026 ophæve og afløse de nugældende bekendtgørelser om gebyrfinansiering på de seks lovområder. De nye bekendtgørelser får virkning for gebyrerne, som opkræves for 1. halvår 2026 og frem. Fem af bekendtgørelserne er nye hovedbekendtgørelser, hvor strukturen bygger videre på de nugældende gebyrbekendtgørelser, som de skal afløse. En af bekendtgørelserne er ny - lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren – og indfører hjemmel for Forsyningstilsynet til at modtage betaling til dækning af omkostninger forbundet med opgavevaretagelse for myndighedsbehandling efter lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren.

Forsyningstilsynet vurderer, at der er behov for at ændre i en del af gebyrsatserne for grundgebyrer i de fem eksisterende bekendtgørelser. Foruden ændringen af gebyrsatserne for grundgebyrerne er der i de nye bekendtgørelser foretaget en række mindre ændringer i bestemmelserne i forhold til de gældende gebyrbekendtgørelser. De nye gebyrsatser samt bemærkninger til de konkrete ændringer for de enkelte bekendtgørelser gennemgås i høringsbrevet.

Forsyningstilsynet vedlægger som bilag til høringen notater, der uddyber baggrunden for fastsættelsen af gebyrerne og ændringerne heri i forhold til de nugældende gebyrer, hvortil der henvises. Baggrunden er et ønske om at skabe gennemsigtighed i gebyrfastsættelsen.

Høringsmaterialet består af:

  • Høringsbrev
  • Høringsliste
  • Vurdering af erhvervsøkonomiske konsekvenser i bekendtgørelser
  • Seks udkast til bekendtgørelser efter:
    • lov om elforsyning,
    • lov om gasforsyning,
    • lov om varmeforsyning,
    • lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren
    • lov om miljøbeskyttelse (affald) og
    • lov om Forsyningstilsynet.
  • Seks notater der uddyber baggrunden for fastsættelse af gebyrerne og ændringerne heri
  • Fem udkast til bekendtgørelser i word med ændringsmarkeringer (track changes) (Bekendtgørelsen om betaling for myndighedsbehandling i Forsyningstilsynet efter lov om CO-2fangstaktiviteter i forsyningssektoren er ny og indeholder ikke rettelser).

Indsendelse af høringssvar

Forsyningstilsynet anmoder interesserede om at indsende bemærkninger senest den 21. november 2025 pr. digital post via virk.dk eller borger.dk. Høringssvar bedes venligst adresseres til Jakob Schmidth og påføres Forsyningstilsynets journalnummer 25/01750.

Høringen kan ligeledes tilgås via www.hoeringsportalen.dk her

Kontakt