Udmelding af prisloft for overskudsvarme for 2025

01-11-2024

Forsyningstilsynet har udmeldt prisloftet for overskudsvarme gældende for kalenderåret 2025. Prisloftet er beregnet til 95 kr. pr. GJ.

Udmeldelse af prisloft

Ifølge bekendtgørelse om et prisloft for overskudsvarme (BEK nr. 458 af 28. april 2023) skal Forsyningstilsynet hvert år beregne et prisloft for overskudsvarme. Prisloftet skal meldes ud senest 1. november, året før det træder i kraft.

På den baggrund udmeldes prisloftet pr. dags dato gældende for kalenderåret 2025 på 95 kr. pr. GJ.

I menuen til højre findes materiale vedr. udmeldelsen af prisloftet herunder udmeldelsesnotat, høringsnotat, høringssvar, intervallet og beregningen af prisloftet samt retsgrundlaget.

Fald i prisloftet

Prisloftet for 2025 er faldet med ca. 14 pct. i forhold til det udmeldte prisloft for 2024 (110 kr./GJ). Dette skyldes primært, at elprisen er faldet med mere end 50 pct. siden forrige beregningsperiode.

Høring af prisloft

Forsyningstilsynet har i perioden 11. oktober til 25. oktober 2024 foretaget en høring af prisloftet. I menuen til højre findes dels udmeldelsesnotatet, høringsnotatet og høringssvar.