Forsyningstilsynet anbefaler regelmæssige tjek af tidsdifferentierede tariffer

19-12-2025

Forsyningstilsynet har afsluttet et tilsyn med fire repræsentativt udvalgte elnetvirksomheders brug af tidsdifferentierede tariffer. Tilsynet har ikke givet anledning til påbud eller andre håndhævelsesmæssige skridt. Erfaringerne fra tilsynet har givet grundlag for anbefalinger til elnetvirksomhederne. Anbefalingerne omhandler, hvordan elnetvirksomhederne fremover kan skabe større sikkerhed for, at deres anvendelse af de tidsdifferentierede tariffer lever bedre op til deres formål, som er et mere fleksibelt forbrug og en mere effektiv udnyttelse af netkapaciteten.

Elnetvirksomheder skal regelmæssigt sikre, at deres brug af tidsdifferentierede tariffer giver et retvisende billede af den konkrete belastning i deres lokale net. Det anbefaler Forsyningstilsynet på baggrund af bl.a. et afsluttet tilsyn af fire elnetvirksomheders anvendelse af tidsdifferentierede tariffer, samt vurdering og delvis godkendelse af en femte elnetvirksomheds anmeldelse af en opdateret tarifmetode.

”Tidsdifferentierede tariffer skal så vidt muligt afspejle den faktiske belastning i de lokale elnet, hvis de skal virke til fordel for et fleksibelt forbrug og en effektiv udnyttelse af nettets kapacitet. Meget tyder på, at det vil være en fordel for alle elnetvirksomheder regelmæssigt at undersøge, om det nu også er tilfældet - ikke mindst fordi belastningen af nettet forandrer sig over tid,” siger Forsyningstilsynets direktør Carsten Smidt.

Pris efter belastning

Tarifmodel 3.0 giver muligheden for at anvende tidsdifferentierede tariffer. Modellen blev udarbejdet af brancheorganisationen Green Power Denmark og godkendt af Forsyningstilsynet for en periode fra 2023 og indtil udgangen af 2027.

Formålet med Tarifmodel 3.0 var bl.a. at give elnetvirksomhederne mulighed for at sætte prisen for forbruget af nettet i forhold til, hvornår forbruget belaster nettet mest. På den måde sættes tariffen typisk højere om aftenen under den såkaldte kogespids, hvor de fleste tilbereder aftensmad, og nettet belastes mest. Det kan motivere kunder til at flytte et mindre tidsafhængigt forbrug, f.eks. opladning af elbilen, til perioder med lavere belastning, hvilket samlet set kan reducere behovet for udbygning af elnettet. Tarifmodel 3.0 gav samtidig elnetvirksomhederne mulighed for at anvende højere tariffer i vintersæsonen, hvor elforbruget til f.eks. opvarmning er større.

Opdeling skal afspejle lokal belastning

Tarifmodel 3.0 opdeler døgnet i lastzonerne lav-, høj- og spidslast. Lastzonerne er fastlagt ens på tværs af landet med henblik på enkelhed, forudsigelighed og gennemskuelighed. Samtidig skal elnetvirksomhederne dog løbende overveje, om opdelingen i lastzoner afspejler udviklingen i forbrugsmønstre og belastning i det enkelte net. Det er dette lokale aspekt af tarifmodellen, som Forsyningstilsynet anbefalinger om at foretage regelmæssige tjek retter sig imod.

”Vi bed bl.a. mærke i, hvordan de enkelte elnetvirksomheders tidsopdeling af lastzoner typisk fastlægges over længere perioder, mens belastningen i de lokale elnet omvendt ændrer sig løbende som følge af bl.a. elektrificering, ændrede forbrugsmønstre eller nye teknologier. Det er bl.a. derfor, vi anbefaler at elnetvirksomhederne har et løbende fokus på, om Tarifmodel 3.0. afspejler de lokale forhold,” siger Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet har desuden anbefalet Green Power at tydeliggøre det ansvar, som hver enkelt elnetvirksomhed har for at overveje, om deres kommende branchevejledning er relevant for den enkelte elnetvirksomhed.

Fakta

Forsyningstilsynets tilsyn omfattede et repræsentativt udsnit af fire elnetvirksomheder, som bestod af Cerius A/S, Elektrus A/S, Ikast El Net A/S og TREFOR El-net A/S.

Resultatet af tilsynet var, at tre af de fire anvender tidsdifferentieringen i overensstemmelse med de godkendte metoder, og at der derfor ikke var grundlag for påbud eller andre håndhævelsesskridt. Den fjerde elnetvirksomhed, Ikast El Net A/S, har anmeldt en revideret tarifmetode, som Forsyningstilsynet er ved at vurdere.

Tilsynet har haft fokus på, hvordan opdelingen i lav-, høj- og spidslastzoner er fastlagt, og om den bygger på et sagligt og dokumenteret grundlag. Tilsynet har ikke omhandlet niveauerne for de tidsdifferentierede tariffer hos de fire elnetvirksomheder.

Forsyningstilsynets anbefaling bygger endvidere på nylig delvis godkendelse af en metode fra elnetvirksomheden Flow Elnet A/S, der lægger op til afvigelser fra tidsdifferentieringen i Tarifmodel 3.0. i lyset af belastningen i det lokale net.

Forsyningstilsynet anbefaler mere specifikt, at elnetvirksomhederne regelmæssigt overvejer, om opdelingen af lastzonerne fortsat giver et retvisende billede af belastningen i deres net. Det kan også være relevant at overveje, om Green Power Denmarks branchevejledning fortsat kan danne grundlag for tariferingen, eller om justeringer kan være hensigtsmæssige, og om elnetvirksomhederne derfor skal anmelde metoder med afvigelser fra branchevejledningen til Forsyningstilsynet.

Se nyhed her om indledningen af tilsynet: Forsyningstilsynet indleder tilsyn med netvirksomheders brug af tidsdifferentierede tariffer | Forsyningstilsynet

Se afgørelsen om Flow Elnets metode her: Afgørelse om delvis godkendelse af Flow Elnets anmeldelse af afvigelse til Tarifmodel 3.0 vedr. tidsdifferentiering af kWh-tariffer for C-kunder

Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk

Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400

Kontakt