Brint og beredskab er to nye områder, der fylder i Forsyningstilsynets arbejdsplan for perioden 2026-2028, som er blevet offentliggjort i dag.
Kommende dansk-tysk brintforbindelse
De forventede aktiviteter på brintområdet sker som forberedelse til en kommende dansk-tysk brintforbindelse, som Energinet forventer at sætte i drift i 2030. Tilsynet skal bl.a. tage stilling til, om det kan godkende Energinets metode for opkrævning af betaling for tilslutning til forbindelsen.
Øget fokus på beredskabsomkostninger
Tilsynets aktiviteter på beredskabsområdet forventes især at blive udløst af ny lov om energisektorens modstandsdygtighed og beredskab fra 2025. Tilsynet kommer her bl.a. til at øge sit fokus på udviklingen i forsyningsvirksomhedernes omkostninger.
Mere effektive sanktionsmuligheder
Ved siden af brint og beredskab kommer de kommende år naturligvis også til at byde på en række andre aktiviteter indenfor forsyningsområderne el, gas, varme og affald. På elområdet kommer det f.eks. til at handle om implementering og brug af mere effektive sanktionsmuligheder over for elhandlere, der gentagende gange overtræder spillereglerne for levering af el til virksomheder og husholdninger. Tilsynet vil også blive styrket på markederne for balanceringsydelser, som har gennemgået en række ændringer som følge af bl.a. nye markedsmetoder, og som spiller en stadig større rolle i takt med den voksende andel af fluktuerende vind- og solenergi.
Intensiveret vejledning
CO2-fangst er kommet ind som et nyt område, som Forsyningstilsynet skal føre økonomisk tilsyn med. Vi kommer samtidig også til at have stort fokus på arbejde med godkendelse af Energinets og elnetvirksomhedernes tarifmodeller. Det vil bl.a. omfatte en intensiveret vejledning, opfølgning på en række tidsbegrænsende godkendelser og tilkendegivelser og en indledende dialog om indholdet af en kommende branchevejledning for en ny tarifmodel for elnetvirksomheder. Tilsynet regner i denne forbindelse bl.a. med at fokusere på, hvad der skal til for at reducere sagsbehandlingstider i forbindelse med kommende vurderinger og vende overvejelser om en mulig fælles tarifmodel for Energinet og elnetvirksomhederne. Endelig omfatter tilsynets kommende aktiviteter også en videre udmøntning af Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.
Arbejdsplanen kan læses her på Forsyningstilsynets hjemmeside
Pressekontakt Jacob Klok, tlf.: 4171 5360, mail: jakl@forsyningstilsynet.dk
Øvrige henvendelser, tlf. 4171 5400